Højskoleloven § 6

Denne konsoliderede version af højskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om folkehøjskoler

Lov nr. 1605 af 26. december 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 280 af 25. marts 2019,
som ændret ved lov nr. 745 af 08. juni 2018 og lov nr. 1052 af 30. juni 2020

§ 6

Den overordnede ledelse af skolen skal varetages af en bestyrelse, der er ansvarlig over for kulturministeren. Bestyrelsen er tillige ansvarlig over for skolekreds eller repræsentantskab. Flertallet af bestyrelsens medlemmer skal vælges på skolens generalforsamling eller repræsentantskabsmøde blandt skolekredsens eller repræsentantskabets medlemmer.

Stk. 2 Følgende personer kan ikke være medlemmer af bestyrelsen:

  • 1) Personer, der udlejer ejendomme m.m. til skolen.

  • 2) Medlemmer af bestyrelsen i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer ejendomme m.m. til skolen, eller som kontrollerer udlejer af ejendomme m.m. til skolen.

  • 3) Advokater, revisorer og lignende rådgivere for personer omfattet af nr. 1 eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder omfattet af nr. 2.

  • 4) Ansatte i ledende stillinger hos personer omfattet af nr. 1 eller i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder omfattet af nr. 2.

  • 5) Medlemmer af bestyrelsen for en anden folkehøjskole.

Stk. 3 Er lejeforholdet af uvæsentligt omfang, finder stk. 2, nr. 1-4, ikke anvendelse.

Stk. 4 Kulturministeren kan for kombinerede undervisningsinstitutioner oprettet før den 1. januar 1996 dispensere fra bestemmelsen i stk. 2.

Stk. 5 For bestyrelsen, forstanderen og andre ansatte ved skolen gælder i øvrigt bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 og kapitel 8 m.v.

Stk. 6 Den daglige ledelse varetages af en forstander, som tillige har det pædagogiske ansvar.

Stk. 7 Kulturministeren kan fastsætte regler om bestyrelsens underretningspligt og om en bagatelgrænse med hensyn til en udlejningsaktivitets betydning for bestyrelsesmedlemmers uafhængighed, jf. stk. 3.