Højskoleloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af højskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om folkehøjskoler

Lov nr. 1605 af 26. december 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 280 af 25. marts 2019,
som ændret ved lov nr. 745 af 08. juni 2018 og lov nr. 1052 af 30. juni 2020

Kapitel 4 1 Årselevtal
§ 11

Eleverne skal for at kunne medregnes i årselevtallet være 17½ år ved kursets begyndelse.

Stk. 2 For ungdomshøjskoler skal eleverne være mindst 16½ år, men ikke fyldt 19 år ved kursets begyndelse, for at kunne medregnes i årselevtallet. Elever, der er fyldt 16 år, men ikke er 16½ ved kursets begyndelse, kan medregnes, såfremt der i deres uddannelsesplan indgår et ophold på en ungdomshøjskole. På kurser af indtil 4 ugers samlet varighed i skoleåret kan skolen dog medregne elever, der er fyldt 19 år ved kursets begyndelse.

Stk. 3 For at kunne medregnes i årselevtallet skal eleverne yde elevbetaling i overensstemmelse med § 8.

Stk. 4 For at kunne medregnes i årselevtallet skal eleverne oplyse personnummer og fremlægge dokumentation for statsborgerskab til skolen ved tilmeldingen. Skolen skal videregive disse oplysninger til brug for de offentlige myndigheder, der udfører opgaver i medfør af denne lov.

Stk. 5 Elever, som på kombinerede institutioner, jf. § 10, udløser statstilskud efter lov om efterskoler og frie fagskoler, lov om friskoler og private grundskoler m.v. eller lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser), kan ikke samtidig udløse statstilskud efter denne lov på den kombinerede institution. Den kombinerede institution kan vælge, at eleven i stedet skal udløse statstilskud efter denne lov.

§ 12

Skolens årselevtal er summen af elever, jf. § 11, i hver kursusuge i 1 år divideret med 40. En kursusuge er 7 kursusdøgn.

Stk. 2 Skolen har pligt til at registrere elevernes deltagelse i skolens kurser uge for uge.

Stk. 3 Kulturministeren fastsætter nærmere regler om beregning og opgørelse af årselevtal, herunder om opgørelsestidspunkt og om begrænset medregning i årselevtallet af dagelever og elever på kurser eller kursusuger under 1 uges varighed, og regler om krav til skolens registrering af elevers deltagelse i kurser og om kursers eventuelle opdeling.