Lov om firmapensionskasser § 84

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024

§ 84

Finanstilsynet kan påbyde en firmapensionskasse inden for en frist, der fastsættes af tilsynet, at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige, hvis

  • 1) firmapensionskassen ikke overholder denne lov eller regler udstedt i medfør af loven,

  • 2) firmapensionskassen ikke overholder sine vedtægter eller det grundlag, der er gældende for virksomheden,

  • 3) den måde, hvorpå firmapensionskassens midler er anbragt, ikke er betryggende,

  • 4) det viser sig, at de midler, der hører til dækning af de pensionsmæssige hensættelser, ikke er opgjort tilstrækkelig forsigtigt,

  • 5) firmapensionskassens økonomiske stilling er således forringet, at medlemsbestandens interesser er udsat for fare,

  • 6) Finanstilsynet ikke finder en genoprettelsesplan efter § 83 betryggende, eller hvis der er sket en forringelse af firmapensionskassens økonomiske stilling i forhold til planen eller

  • 7) der er en betydelig risiko for, at firmapensionskassens økonomiske stilling udvikler sig således, at firmapensionskassen vil miste sin tilladelse til at drive firmapensionskasse.

Stk. 2 Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden for den frist, der er fastsat i henhold til stk. 1, og skønnes undladelsen at medføre fare for medlemsbestanden, kan pensionstilsagnene tages under administration efter reglerne i §§ 227-235 i lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 3 Pensionstilsagnene skal tages under administration, hvis det viser sig, at der inden for den frist, der er fastsat i henhold til stk. 1, ikke kan fremskaffes de midler, der er nødvendige til dækning af de pensionsmæssige hensættelser.

Stk. 4 Finder Finanstilsynet, at det, når pensionstilsagnene er taget under administration, tillige vil være påkrævet, at firmapensionskassen opløses, træffer tilsynet beslutning herom.