Lov om firmapensionskasser § 5

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024

§ 5

En firmapensionskasse må ikke drive anden virksomhed end den pensionskassevirksomhed, der angives i tilladelsen, jf. bilag 1, medmindre andet følger af stk. 3 eller § 6.

Stk. 2 En firmapensionskasse driver anden virksomhed, når firmapensionskassen alene eller sammen med et pensionstegnende firma udøver bestemmende indflydelse over en erhvervsvirksomhed.

Stk. 3 En firmapensionskasse kan i fællesskab med andre virksomheder drive anden virksomhed, hvis

  • 1) firmapensionskassen ikke direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse på virksomheden,

  • 2) firmapensionskassen ikke driver virksomheden sammen med et pensionstegnende firma eller med andre pensionskasser eller forsikringsselskaber, der indgår i et administrationsfællesskab med firmapensionskassen, og

  • 3) virksomheden udøves i et andet selskab end firmapensionskassen.

Stk. 4 Kommer en firmapensionskasse ved fusion, indgåelse i eller ændring af administrationsfællesskab eller ændring af den andel, der ejes af et pensionstegnende firma m.v., til at drive anden virksomhed i strid med stk. 1 eller 3, skal firmapensionskassen afhænde denne anden virksomhed. Finanstilsynet kan fastsætte en frist for afhændelsen af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse vil være forbundet med et økonomisk tab.