Lov om firmapensionskasser § 111a

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024

§ 111a

Firmapensionskasser, der skal indhente, opbevare og registrere oplysninger om reelle ejere, jf. § 111, skal efter anmodning forsyne personer og virksomheder, der i medfør af hvidvaskloven skal udføre kundekendskabsprocedurer, med oplysninger om firmapensionskassens ejerforhold.

Stk. 2 Modtager Finanstilsynet indberetninger om uoverensstemmelser i de registrerede oplysninger om en firmapensionskasses reelle ejere i medfør af hvidvaskloven, foretager Finanstilsynet en undersøgelse af forholdet. Finanstilsynet kan over for firmapensionskassen fastsætte en frist for forholdets berigtigelse.

Stk. 3 Efter anmodning fra Finanstilsynet kan Erhvervsstyrelsen sideløbende med undersøgelsen, jf. stk. 2, offentliggøre en meddelelse om indberetningen i Erhvervsstyrelsens it-system. Firmapensionskassen skal have mulighed for at gøre indsigelse mod indberetningen, inden den offentliggøres, medmindre formålet med offentliggørelsen af meddelelsen om indberetning derved forspildes.