Lov om firmapensionskasser Kapitel 14

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024

Kapitel 14 1 Oplysningsforpligtelser og særlige regler for optjening og bevarelse af pension for lønmodtagere, som flytter mellem EU-lande eller lande, som Unionen har indgået aftale med, m.fl.
§ 93

En firmapensionskasse må ikke i forbindelse med en lønmodtagers indtræden i en pensionsordning stille krav om, at lønmodtageren skal være ansat i mere end 3 år for at opnå ubetinget medlemskab af pensionsordningen eller være over 21 år for at optjene pensionsrettigheder. Dette gælder dog alene, når

  • 1) lønmodtageren flytter til Danmark fra et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med,

  • 2) lønmodtageren fratræder et ansættelsesforhold, som berettiger eller kan berettige denne til pension i overensstemmelse med betingelserne i pensionsordningen, og

  • 3) det ansættelsesforhold, som lønmodtageren fratræder, ophører af andre årsager, end at vedkommende bliver berettiget til pension.

Stk. 2 En firmapensionskasse skal tilbagebetale de bidrag, som en lønmodtager omfattet af stk. 1 har indbetalt, eller som er indbetalt på lønmodtagerens vegne, hvis lønmodtagerens ansættelsesforhold i Danmark ophører, inden den pågældende har optjent pensionsrettigheder i henhold til pensionsordningen. Bærer lønmodtageren investeringsrisikoen, skal firmapensionskassen tilbagebetale de indbetalte bidrag eller værdien af de investeringer, der hidrører fra disse bidrag, til lønmodtageren.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder alene anvendelse i relation til pensionsordninger for lønmodtagere, som ikke i medfør af kollektiv overenskomst eller aftale er sikret de rettigheder, der som minimum svarer til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om mindstekrav til fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem medlemsstaterne gennem bedre muligheder for at optjene og bevare supplerende pensionsrettigheder.

§ 94

En firmapensionskasse skal tillade en lønmodtager, som fratræder sit ansættelsesforhold, at lade sine optjente pensionsrettigheder blive stående i pensionsordningen, jf. dog stk. 3, når

  • 1) lønmodtageren flytter til et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med, og

  • 2) det ansættelsesforhold, som lønmodtageren fratræder, ophører af andre årsager, end at vedkommende bliver berettiget til pension.

Stk. 2 Fratrådte lønmodtagere omfattet af stk. 1 og deres efterladtes hvilende pensionsrettigheder eller værdien heraf skal behandles på linje med værdien af de aktive medlemmers rettigheder eller med udviklingen i de pensionsydelser, der aktuelt udbetales, eller behandles på andre måder, der anses for rimelige.

Stk. 3 En firmapensionskasse kan uanset stk. 1 og 2 vælge at udbetale det beløb, som svarer til værdien af de optjente pensionsrettigheder, til lønmodtageren, hvis

  • 1) værdien ikke overstiger et grundbeløb på 20.000 kr. (2010-niveau), som reguleres efter personskattelovens § 20, og

  • 2) lønmodtageren afgiver et informeret samtykke.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder alene anvendelse på pensionsordninger for lønmodtagere, som ikke i medfør af kollektiv overenskomst eller aftale er sikret de rettigheder, der som minimum svarer til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om mindstekrav til fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem medlemsstaterne gennem bedre muligheder for at optjene og bevare supplerende pensionsrettigheder.

§ 95

En firmapensionskasse skal efter anmodning fra en lønmodtager, hvis ansættelsesforhold berettiger eller kan berettige denne til pension i overensstemmelse med betingelserne i pensionsordningen, give følgende oplysninger:

  • 1) Betingelserne for optjening af pensionsrettigheder og konsekvenserne af anvendelsen heraf ved ansættelsesforholdets ophør.

  • 2) Værdien af lønmodtagerens optjente pensionsrettigheder eller en vurdering heraf, der er foretaget højst 12 måneder forud for anmodningen.

  • 3) Betingelserne for fremtidig behandling af hvilende pensionsrettigheder.

Stk. 2 Giver pensionsordningen mulighed for tidlig adgang til optjente pensionsrettigheder gennem udbetaling af et engangsbeløb, skal oplysningerne efter stk. 1 også omfatte skriftlig information om, at lønmodtageren bør overveje at søge rådgivning om investering af dette beløb i pensionsøjemed.

Stk. 3 En firmapensionskasse skal efter anmodning oplyse følgende til et medlem, der har optjente pensionsrettigheder stående i en hvilende pensionsordning knyttet til et tidligere ansættelsesforhold, som vedkommende ikke længere indbetaler til, som vedkommende endnu ikke modtager pension fra, og som berettiger den pågældende til pension:

  • 1) Værdien af medlemmets pensionsrettigheder eller en vurdering heraf, der er foretaget højst 12 måneder forud for anmodningen.

  • 2) Betingelserne for firmapensionskassens behandling af hvilende pensionsrettigheder.

Stk. 4 En firmapensionskasse skal efter anmodning fra et medlems efterladte, der er berettiget til ydelser efter en pensionsordning, give de oplysninger, der er nævnt i stk. 3, når udbetalingen af de pågældende ydelser endnu ikke er påbegyndt.

Stk. 5 Oplysningerne i stk. 1-4 skal være klare og skriftlige og gives inden for en rimelig frist. Firmapensionskassen er ikke forpligtet til at udlevere oplysningerne mere end en gang om året.

§ 96

§§ 93-95 finder ikke anvendelse på

  • 1) pensionsordninger, som på tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke længere optager medlemmer,

  • 2) pensionsordninger, der er taget under administration i henhold til § 81, stk. 4-6, og § 84, stk. 2-4, så længe administrationen varer, og

  • 3) en engangsydelse fra et pensionstegnende firma til en lønmodtager ved den pågældende lønmodtagers ansættelsesforholds ophør, som ikke er knyttet til alderspension.

Stk. 2 §§ 94 og 95 finder alene anvendelse for pensionsopsparingen og ikke eventuelle forsikringer, som er knyttet til pensionsordningen, eller ydelser, som tilfalder andre end lønmodtageren selv.