Lov om firmapensionskasser Kapitel 10

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024

Kapitel 10 1 Investering
§ 57

En firmapensionskasse skal investere sine aktiver i overensstemmelse med prudent person-princippet, herunder efter følgende regler:

  • 1) Aktiverne skal investeres, så de langsigtede interesser for medlemsbestanden som helhed varetages bedst muligt. Hvor der er risiko for interessekonflikt, skal firmapensionskassen sikre, at investeringerne foretages udelukkende i medlemsbestandens interesse.

  • 2) Firmapensionskassen kan tage hensyn til investeringsbeslutningernes langsigtede indvirkning på miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige spørgsmål.

  • 3) Aktiverne skal investeres på en sådan måde, at der skabes sikkerhed, kvalitet, likviditet og rentabilitet i den samlede investeringsportefølje.

  • 4) Aktiverne skal overvejende investeres på regulerede markeder. Investeringer i aktiver, der ikke er optaget til omsætning på et reguleret kapitalmarked, skal under alle omstændigheder holdes på et forsigtigt niveau.

  • 5) Investeringer i afledte instrumenter er muligt, i det omfang sådanne instrumenter bidrager til at reducere investeringsrisici eller fremme en effektiv porteføljeforvaltning. Firmapensionskassen skal herudover undgå for stor risikoeksponering over for en enkelt modpart og over for andre afledte transaktioner.

  • 6) Aktiverne skal diversificeres på en sådan måde, at en uforholdsmæssig stor afhængighed af et bestemt aktiv eller en bestemt udsteder eller gruppe af virksomheder og en uforholdsmæssig stor akkumulering af risiko i den samlede portefølje undgås. Investeringer i aktiver udstedt af samme udsteder eller af udstedere, der tilhører samme gruppe, må ikke udsætte firmapensionskassen for en uforholdsmæssig stor risikokoncentration.

  • 7) Der må ikke investeres mere end 5 pct. af den samlede portefølje i det pensionstegnende firma, og når det pensionstegnende firma tilhører en gruppe, må der ikke investeres mere end 10 pct. af porteføljen i de virksomheder, der tilhører samme gruppe som det pensionstegnende firma. Er der en række pensionstegnende firmaer i samme koncern, der har tegnet pensioner gennem en firmapensionskasse, skal investeringer i disse pensionstegnende firmaer foregå under hensyntagen til behovet for en behørig spredning.

Stk. 2 Finanstilsynet kan dispensere fra stk. 1, nr. 6 og 7, ved investeringer i statsobligationer.

Stk. 3 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om forholdene nævnt i stk. 1.

Aktivt ejerskab
§ 57a

En firmapensionskasse, der foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked, skal udarbejde og offentliggøre en politik for aktivt ejerskab, der beskriver, hvordan firmapensionskassen integrerer aktivt ejerskab i sin investeringsstrategi.

Stk. 2 Politikken for aktivt ejerskab, jf. stk. 1, skal beskrive, hvordan firmapensionskassen

  • 1) overvåger selskaber, hvori der investeres, inden for relevante områder, herunder strategi, finansielle og ikkefinansielle resultater, risiko, kapitalstruktur, social og miljømæssig indvirkning og god selskabsledelse,

  • 2) fører dialog med selskaber, hvori der investeres,

  • 3) udøver stemmerettigheder og andre rettigheder knyttet til aktier,

  • 4) samarbejder med andre aktionærer,

  • 5) kommunikerer med relevante interessenter i selskaber, hvori der investeres, og

  • 6) håndterer faktiske og potentielle interessekonflikter i forbindelse med virksomhedens aktive ejerskab.

Stk. 3 En firmapensionskasse skal en gang årligt offentliggøre, hvordan dennes politik for aktivt ejerskab er blevet gennemført, herunder en generel beskrivelse af stemmeafgivelse og en redegørelse om de væsentligste afstemninger og brugen af rådgivende stedfortræderes tjenesteydelser.

Stk. 4 En firmapensionskasse skal offentliggøre, hvordan denne har stemt på generalforsamlinger i selskaber, i hvilke den besidder aktier. Afstemninger, der er ubetydelige på grund af emnet for afstemningen eller størrelsen af kapitalandelen i det pågældende selskab, kan udelades fra offentliggørelsen.

Stk. 5 En firmapensionskasse kan vælge ikke at opfylde et eller flere af kravene i stk. 1-4, hvis firmapensionskassen offentliggør en klar og begrundet forklaring på, hvorfor den har valgt dette.

Stk. 6 De oplysninger, som skal offentliggøres efter stk. 1-5, skal være gratis tilgængelige på firmapensionskassens hjemmeside.

Stk. 7 Gennemfører en kapitalforvalter politikken om aktivt ejerskab, herunder stemmeafgivelse, på vegne af en firmapensionskasse, skal firmapensionskassen henvise til det sted, hvor kapitalforvalteren har offentliggjort oplysninger om stemmeafgivelse.

Stk. 8 Regler om interessekonflikter i anden lovgivning, der gælder for firmapensionskasser, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med aktiviteter vedrørende aktivt ejerskab.

§ 57b

En firmapensionskasse, der foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked, skal offentliggøre, hvordan hovedelementerne i dennes aktieinvesteringsstrategi er i overensstemmelse med de pensionsmæssige forpligtelsers profil og varighed, herunder navnlig de langsigtede forpligtelser, og hvordan hovedelementerne bidrager til aktivernes resultater på mellemlang til lang sigt.

Stk. 2 Når en kapitalforvalter investerer på vegne af en firmapensionskasse enten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut skal firmapensionskassen offentliggøre følgende oplysninger om sin ordning med kapitalforvalteren:

  • 1) Hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at afstemme sin investeringsstrategi og sine investeringsbeslutninger efter profilen og varigheden af firmapensionskassens pensionsmæssige forpligtelser, navnlig langsigtede forpligtelser.

  • 2) Hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at træffe investeringsbeslutninger på grundlag af vurderinger af finansielle og ikkefinansielle resultater på mellemlang til lang sigt for det selskab, hvori der investeres, og til at engagere sig i selskaber, hvori der investeres, for at forbedre deres resultater på mellemlang til lang sigt.

  • 3) Hvordan metoden til og tidshorisonten for evaluering af kapitalforvalterens resultater og aflønningen for kapitalforvalterens tjenesteydelser er i overensstemmelse med profilen og varigheden af firmapensionskassens pensionsmæssige forpligtelser, navnlig langsigtede forpligtelser, og tager hensyn til de langsigtede resultater.

  • 4) Hvordan firmapensionskassen overvåger kapitalforvalterens porteføljeomsætningsomkostninger, og hvordan den fastlægger og overvåger en tilsigtet porteføljeomsætning eller et tilsigtet omsætningsinterval.

  • 5) Varigheden af ordningen med kapitalforvalteren.

Stk. 3 Firmapensionskassen skal give en klar og velbegrundet forklaring, hvis ordningen som nævnt i stk. 2 ikke omfatter et eller flere af de i stk. 2, nr. 1-5, nævnte aspekter.

Stk. 4 De nævnte oplysninger i stk. 1-3 skal være gratis tilgængelige på firmapensionskassens hjemmeside og skal ajourføres årligt, medmindre der ikke er nogen væsentlige ændringer.

§ 58

En firmapensionskasse skal udarbejde en skriftlig redegørelse for sine investeringsprincipper.

Stk. 2 Redegørelsen skal som minimum beskrive metoder til måling af investeringsrisici, de anvendte risikostyringsprocesser og den strategiske aktivallokering under hensyn til pensionsforpligtelsernes art og varighed, samt om og i så fald hvordan investeringspolitikken tager hensyn til miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige spørgsmål.

Stk. 3 Redegørelsen skal tages op til fornyet overvejelse mindst hvert tredje år og skal revideres omgående efter enhver væsentlig ændring af investeringspolitikken.

Stk. 4 Redegørelsen skal gøres offentligt tilgængelig.