Lov om finansiel virksomhed § 61a

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 05. december 2023,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 2383 af 14. december 2021, lov nr. 2601 af 28. december 2021, lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 570 af 10. maj 2022, lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 243 af 07. marts 2023, lov nr. 405 af 25. april 2023, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1534 af 12. december 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 61a

Finanstilsynet skal i forbindelse med sin vurdering af en ansøgning modtaget efter § 61, stk. 1, sikre hensynet til en fornuftig og forsvarlig forvaltning af den virksomhed, hvori erhvervelsen påtænkes. Vurderingen skal endvidere ske under hensyntagen til den påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse på virksomheden, den påtænkte erhververs egnethed og den påtænkte erhvervelses finansielle soliditet i forhold til følgende kriterier:

  • 1) Den påtænkte erhververs omdømme.

  • 2) Omdømmet og erfaringen hos den eller de personer, der efter erhvervelsen vil lede den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed.

  • 3) Den påtænkte erhververs økonomiske forhold, især i forhold til arten af de forretninger, der drives eller påtænkes drevet i den finansielle virksomhed eller finansielle holdingvirksomhed, hvori erhvervelsen påtænkes.

  • 4) Om virksomheden fortsat kan overholde tilsynskravene i lovgivningen, navnlig om den koncern, som virksomheden eventuelt kommer til at indgå i, har en struktur, der gør det muligt at gennemføre et effektivt tilsyn og en effektiv udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder samt at fastslå, hvordan ansvaret skal fordeles mellem de kompetente myndigheder.

  • 5) Om der i forbindelse med den påtænkte erhvervelse er grund til at formode, at hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, jf. §§ 3 og 4 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, vil ske.

Stk. 2 Finanstilsynet kan afslå en ansøgning om godkendelse af en påtænkt erhvervelse, hvis der på baggrund af kriterierne nævnt i stk. 1 er rimelig grund til at antage, at den påtænkte erhverver vil modvirke en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden, jf. stk. 1, eller de af den påtænkte erhverver afgivne oplysninger efter Finanstilsynets vurdering ikke er fyldestgørende.

Stk. 3 I Finanstilsynets vurdering efter stk. 1 må hensynet til markedets økonomiske behov ikke indgå.