Lov om finansiel virksomhed § 243a

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 05. december 2023,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 2383 af 14. december 2021, lov nr. 2601 af 28. december 2021, lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 570 af 10. maj 2022, lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 243 af 07. marts 2023, lov nr. 405 af 25. april 2023, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1534 af 12. december 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

Særlige regler for pengeinstitutter og realkreditinstitutter
§ 243a

Overtræder eller er det overvejende sandsynligt, at et pengeinstitut eller et realkreditinstitut som følge af en betydelig eller hastig forværring af virksomhedens finansielle situation i nær fremtid vil overtræde kravene fastsat i denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, afsnit II i direktiv 2014/65/EU om markeder for finansielle instrumenter eller artikel 3-7, 14-17 og 24-26 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at foretage en eller flere af tiltagene i stk. 2 og 3 inden for en af Finanstilsynet fastsat frist. Finanstilsynet kan forlænge fristen, hvis det skønnes nødvendigt.

Stk. 2 Finanstilsynet kan, jf. stk. 1, påbyde virksomheden at

  • 1) iværksætte eller opdatere sin genopretningsplan, som er udarbejdet i overensstemmelse med §§ 71 a og 71 b,

  • 2) udarbejde og indsende en handlingsplan til Finanstilsynet,

  • 3) indkalde virksomhedens øverste myndighed,

  • 4) et eller flere medlemmer af bestyrelse eller direktion skal nedlægge hvervet, jf. § 64,

  • 5) udarbejde og indsende en plan for forhandlinger om omstrukturering af virksomhedens gæld,

  • 6) ændre sin forretningsstrategi,

  • 7) ændre sin retlige eller operationelle struktur og

  • 8) kontakte potentielle købere med henblik på at forberede en afvikling af virksomheden.

Stk. 3 Ved indkaldelse af virksomhedens øverste myndighed, jf. stk. 2, nr. 3, fastsætter Finanstilsynet dagsordenen.  Selskabslovens §§ 90 og 91 finder ikke anvendelse på indkaldelser efter 1. pkt . Efterkommer en virksomhed ikke et påbud efter stk. 2, nr. 3, kan Finanstilsynet på vegne af virksomheden indkalde virksomhedens øverste myndighed og fastsætte dagsordenen herfor.  Selskabslovens §§ 89-91 og 93 finder ikke anvendelse på indkaldelser efter 3. pkt.