Lov om finansiel virksomhed § 182e

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 05. december 2023,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 2383 af 14. december 2021, lov nr. 2601 af 28. december 2021, lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 570 af 10. maj 2022, lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 243 af 07. marts 2023, lov nr. 405 af 25. april 2023, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1534 af 12. december 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 182e

Bestyrelsen for den støtteydende virksomhed træffer beslutning om at yde koncernintern finansiel støtte i henhold til aftalen herom, hvis betingelserne i § 182 d er opfyldt. Bestyrelsen for den støttemodtagende virksomhed træffer beslutning om at acceptere koncernintern finansiel støtte i henhold til aftalen.

Stk. 2 Bestyrelsen for den støtteydende virksomhed skal forud for ydelse af koncernintern finansiel støtte i henhold til en godkendt aftale herom, jf. § 182 b, stk. 5, underrette

  • 1) Finanstilsynet,

  • 2) den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvis denne ikke er Finanstilsynet,

  • 3) den kompetente myndighed for den støttemodtagende virksomhed, hvis denne ikke er omfattet af nr. 1 eller 2, og

  • 4) Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Stk. 3 Underretning i henhold til stk. 2 skal indeholde bestyrelsens begrundede beslutning, jf. stk. 1, og detaljerede oplysninger om den påtænkte koncerninterne finansielle støtte, herunder en kopi af aftalen om koncernintern finansiel støtte.

Stk. 4 Finanstilsynet har fra tidspunktet for modtagelsen af underretning, jf. stk. 2, og modtagelsen af de påkrævede oplysninger, jf. stk. 3, 5 arbejdsdage til at forbyde eller begrænse den koncerninterne finansielle støtte, hvis Finanstilsynet vurderer, at betingelserne i § 182 d ikke er opfyldt.

Stk. 5 Finanstilsynets afgørelse om at acceptere, forbyde eller begrænse den koncerninterne finansielle støtte skal omgående meddeles til

  • 1) den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvis dette ikke er Finanstilsynet,

  • 2) den kompetente myndighed for den støttemodtagende virksomhed og

  • 3) Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Stk. 6 Forbyder eller begrænser Finanstilsynet ikke den koncerninterne finansielle støtte inden for den i stk. 4 anførte frist, kan der ydes koncernintern finansiel støtte i overensstemmelse med underretningen.

Stk. 7 Bestyrelsens beslutning om at yde koncernintern finansiel støtte sendes til de i stk. 2 nævnte myndigheder. Finanstilsynet underretter omgående de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og medlemmerne af afviklingskollegiet, såfremt Finanstilsynet har det konsoliderede tilsyn med koncernen.