Lov om finansiel virksomhed § 182b

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 05. december 2023,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 2383 af 14. december 2021, lov nr. 2601 af 28. december 2021, lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 570 af 10. maj 2022, lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 243 af 07. marts 2023, lov nr. 405 af 25. april 2023, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1534 af 12. december 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 182b

Virksomheder inden for en koncern, som enten er pengeinstitutter, realkreditinstitutter, finansieringsinstitutter, blandede holdingvirksomheder eller finansielle holdingvirksomheder med mindst én dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et finansieringsinstitut, kan med Finanstilsynets tilladelse, jf. stk. 3, indgå aftale om koncernintern finansiel støtte til en eller flere af aftalens parter, hvis en af parterne efterfølgende kommer i en situation, hvor betingelserne for tidlig indgriben i kapitel 15 a er opfyldt. En aftale om koncernintern finansiel støtte skal være forenelig med de i § 182 d fastsatte betingelser.

Stk. 2 Ved indgåelse af en aftale om koncernintern finansiel støtte, jf. stk. 1, skal de virksomheder, som er parter i aftalen, handle i egen interesse. Aftalen om koncernintern finansiel støtte skal opstille principper for beregning af det vederlag, der skal betales for transaktioner i henhold til aftalen.

Stk. 3 En ansøgning om tilladelse til at indgå en aftale om koncernintern finansiel støtte, jf. stk. 1, skal indsendes til Finanstilsynet af modervirksomheden i koncernen, når den øverste modervirksomhed inden for Den Europæiske Union er under konsolideret tilsyn af Finanstilsynet. Ansøgningen skal indeholde udkast til den påtænkte aftale, oplysninger om, hvilke virksomheder der påtænker at deltage i aftalen, og andre oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om aftalen er forenelig med de i § 182 d fastsatte betingelser.

Stk. 4 Finanstilsynet fremsender straks den i henhold til stk. 3 indsendte ansøgning om tilladelse til at indgå aftale om koncernintern finansiel støtte til de kompetente myndigheder for hver af de dattervirksomheder, der ønsker at deltage i aftalen, for at nå frem til en fælles beslutning.

Stk. 5 Finanstilsynet meddeler i overensstemmelse med procedurerne i stk. 7 og 8 tilladelse til den påtænkte aftale, hvis aftalen vurderes at være forenelig med de i § 182 d fastsatte betingelser for at yde koncernintern finansiel støtte.

Stk. 6 Finanstilsynet kan i overensstemmelse med procedurerne i stk. 7 og 8 forbyde indgåelsen af den påtænkte aftale om koncernintern finansiel støtte, hvis aftalen anses for uforenelig med de i § 182 d fastsatte betingelser for at yde koncernintern finansiel støtte.

Stk. 7 Finanstilsynet skal efter modtagelse af den i stk. 3 nævnte ansøgning sammen med de i stk. 4 nævnte myndigheder inden for 4 måneder nå en fælles beslutning om ansøgningen. Opnås en fælles beslutning, fremsender Finanstilsynet denne til virksomheden.

Stk. 8 Foreligger der ikke inden for tidsfristen på 4 måneder, jf. stk. 7, en fælles beslutning, træffer Finanstilsynet selv beslutning om ansøgningen. Finanstilsynet underretter virksomheden og myndighederne, jf. stk. 4, om beslutningen.

Stk. 9 Finanstilsynet skal udskyde beslutningen, såfremt en af de i stk. 4 nævnte myndigheder har indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, og skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med beslutningen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.