Lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om et testcenter for store vindmøller ved Østerild

Lov nr. 647 af 15. juni 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1069 af 21. august 2018,
som ændret ved lov nr. 122 af 06. februar 2024

Kapitel 4 1 Arealerhvervelse, ekspropriation og udlejning af arealer
Ekspropriation og arealerhvervelse m.v.
§ 15

Den driftsansvarlige kan med henblik på udbygning og drift af testcentrene erhverve fast ejendom, herunder ved mageskifte og jordfordeling. Den driftsansvarlige kan endvidere erhverve fast ejendom og indgå aftaler om rydning af beplantning og rådighedsindskrænkninger i forbindelse med gennemførelse af kompensationsforanstaltninger efter § 2 b. Den driftsansvarlige kan desuden erhverve vindmøller, når det er nødvendigt for at begrænse støjbelastningen fra vindmøller omkring møllerne på testcentrene.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan for den driftsansvarlige ekspropriere fast ejendom inden for beskyttelseszonen, vindfeltet og test- og måleområdet, når det er nødvendigt for etablering og drift af testcentrene, herunder til nødvendigt nyanlæg, udvidelse og ændring af bestående anlæg og nødvendige supplerende foranstaltninger, herunder ret til adgang til en ejendom i måleområdet for at foretage tekniske målinger eller for at pleje naturarealer af hensyn til driften af testcentrene. Ekspropriation kan endvidere ske til rydning af beplantning, jf. § 5, stk.1. Der kan derudover eksproprieres fast ejendom, eksproprieres til rydning af beplantning og pålægges faste ejendomme rådighedsindskrænkninger med henblik på gennemførelse af kompensationsforanstaltninger efter § 2 b.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan for den driftsansvarlige endvidere ekspropriere fast ejendom inden for støjkonsekvensområdet, når det er nødvendigt for at begrænse støjbelastningen fra vindmøller omkring møllerne på testcentrene. Erhvervsministeren kan tillige ekspropriere vindmøller, når det er nødvendigt, for at testcentrene kan overholde støjgrænserne for støjfølsom arealanvendelse i vindmøllebekendtgørelsen.

Stk. 4 Erhvervsministeren, den driftsansvarlige, jf. § 2, stk. 1, og personer med bemyndigelse fra erhvervsministeren har mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til den pågældende ejendom for at foretage de nødvendige tekniske forarbejder m.v. til brug for forberedelse og gennemførelse af beslutninger om opkøb af vindmøller med henblik på nedtagning efter stk. 1 eller ekspropriation med henblik på nedtagning efter stk. 3. Det samme gælder adgang til forberedelse af beslutninger om erhvervelse af ejendom m.v. eller om ekspropriation til gennemførelse af kompensationsforanstaltninger efter § 2 b. Adgang sker efter forudgående underretning af ejeren eller brugeren af ejendommen.

Stk. 5 Ekspropriation sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Den driftsansvarlige afholder alle omkostninger til ekspropriationer.

Stk. 6 Ejeren af en beboelsesejendom, der er beliggende inden for 1.500 m fra nye vindmøller på nye standpladser eller vindmøller, der får forøget deres maksimale højde på Testcenter Østerild, kan anmode den driftsansvarlige om at købe ejendommen til en pris svarende til den offentlige ejendomsvurdering fastsat efter bestemmelserne i ejendomsvurderingsloven fratrukket udbetalt værditab efter §§ 17-20. Tilsvarende gælder for ejeren af en beboelsesejendom, der er beliggende inden for 1.250 m fra nye vindmøller på nye standpladser eller vindmøller, der får forøget deres maksimale højde på Testcenter Høvsøre.

Stk. 7 Anmodning om overtagelse kan kun ske, såfremt ejeren har fremsat krav om betaling for værditab, jf. § 9, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi og §§ 17-20, og såfremt der ikke er indgået aftale om værditabets størrelse, jf. § 9, stk. 10, i lov om fremme af vedvarende energi. Anmodningen skal indgives til den driftsansvarlige, senest 4 uger efter at taksationsmyndigheden har taget stilling til kravet om værditabsbetaling, jf. § 7 i lov om fremme af vedvarende energi.

Stk. 8 Den driftsansvarlige kan tillade, at anmodning efter stk. 7 indgives senere, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 9 Ejeren af en ejendom kan ikke anmode om overtagelse efter stk. 6, hvis erhvervsministeren beslutter at ekspropriere ejendomsretten til hele ejendommen.

Stk. 10 Anmodning om overtagelse efter stk. 6 afskærer ejeren fra retten til at modtage værditabsbetaling efter lov om fremme af vedvarende energi, jf. §§ 17-20, for den pågældende ejendom.

Stk. 11 Den driftsansvarlige indtræder i krav på værditabsbetaling for ejendomme overtaget efter stk. 6.

Stk. 12 Erhvervsministeren kan fremsætte regler om den nærmere fremgangsmåde for og indhold af overtagelsesordningen.

Udlejning af standpladser
§ 16

Arealer, der skal anvendes til standpladser, kan udlejes til vindmølleproducenter.

Stk. 2 Arealerne må kun anvendes til afprøvning af prototyper af vindmøller og andre test i tilknytning hertil.

Værditab på fast ejendom ved opstilling eller ændring af vindmøller på testcentrene
§ 17

Regler om betaling for værditab på beboelsesejendomme i lov om fremme af vedvarende energi og regler udstedt i medfør heraf finder anvendelse på vindmøller på nye standpladser eller vindmøller, der får forøget deres maksimale højde på testcentrene, med de tilpasninger, der følger af §§ 18-20.

§ 18

Den driftsansvarlige, jf. § 2, indtræder i de rettigheder og pligter, som er tillagt opstilleren efter §§ 6 og 7-12 i lov om fremme af vedvarende energi.

Stk. 2 Ejeren af en ejendom, hvis krav på betaling af værditab er bortfaldet, fordi værditabet udgør 1 pct. eller derunder af ejendommens værdi, kan anmode taksationsmyndigheden om genoptagelse af afgørelsen, hvis en efterfølgende delvis ekspropriation i henhold til § 15 inden opstilling af en ny mølle på en ny standplads eller forhøjelsen af en eksisterende mølle medfører, at værditabet herefter vurderes til at kunne overstige 1 pct. af ejendommens værdi. Anmodning om genoptagelse skal indsendes til energi-, forsynings- og klimaministeren, inden 4 uger efter at der er truffet afgørelse om ekspropriation.

Stk. 3 Ved annoncering m.v. efter § 19 og ved taksationsmyndighedens vurdering af værditab efter § 7 i lov om fremme af vedvarende energi skal det lægges til grund, at der i Testcenter Høvsøre opstilles fem vindmøller med en totalhøjde på 275 m, og at der på Testcenter Østerild opstilles syv vindmøller med en totalhøjde på 330 m og to vindmøller med en totalhøjde på 250 m.

§ 19

Den driftsansvarlige afholder efter annoncering i relevante lokale medier, herunder på kommunernes respektive hjemmesider, inden en frist, der fastsættes af erhvervsministeren, det offentlige møde, der er nævnt i § 9, stk. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, hvor der redegøres for konsekvenserne af opstilling af flere eller højere vindmøller på henholdsvis Testcenter Høvsøre og Testcenter Østerild for de omkringliggende beboelsesejendomme.

Stk. 2 Den driftsansvarlige giver individuel, skriftlig meddelelse om tidspunktet for afholdelse af det offentlige møde og om fristen for at anmelde krav m.v., jf. § 9, stk. 7, og § 10 i lov om fremme af vedvarende energi, til

  • 1) ejere af beboelsesejendomme, der helt eller delvis er beliggende i en afstand af op til 1.500 m fra opstillingsstedet på Testcenter Østerild eller 1.250 m fra opstillingsstedet på Testcenter Høvsøre, og

  • 2) andre interesserede, som har anmodet energi-, forsynings- og klimaministeren om underretning.

Stk. 3 Energi-, forsynings- og klimaministeren skal godkende den skriftlige meddelelse og underrette den driftsansvarlige om andre interesserede, jf. stk. 2.

§ 20

Ejere af beboelsesejendomme, hvorom der er truffet afgørelse om værditabsbetaling, eller hvor der er indgået aftale herom, kan ikke rejse nye krav om værditabsbetaling mod den driftsansvarlige efter denne lov eller efter lov om fremme af vedvarende energi som følge af opsætning og nedtagning af vindmøller på testcenteret.

Stk. 2 Ejere, der har fået tilkendt værditabsbetaling eller har indgået aftale herom, har krav på at få udbetalt denne, når den første nye eller højere vindmølle på testcenteret er opstillet.

Stk. 3 § 54 i lov om fremme af vedvarende energi finder ikke anvendelse på vindmøller opstillet på testcenteret efter denne lov.

§ 21

(Ophævet)