Lov om erhvervsfremme § 2

Denne konsoliderede version af lov om erhvervsfremme er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1518 af 18. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 230 af 29. februar 2024

§ 2

Inden for de bevillinger, der afsættes på de årlige finanslove, kan erhvervsministeren til opfyldelse af lovens formål iværksætte erhvervsfremmeaktiviteter, herunder bl.a.

  • 1) analyser og evalueringer af erhvervspolitisk relevans, herunder vedrørende potentielle indsatsområder og eksisterende initiativer samt lokale, regionale, nationale og internationale rammevilkår,

  • 2) rådgivning om erhvervsudvikling, herunder om udvikling af såvel den nationale som den regionale og lokale erhvervsstruktur,

  • 3) rådgivning om danske erhvervspolitiske interesser i forbindelse med forhandlinger om og implementering af internationale vilkår for erhvervslivet og om dansk erhvervslivs muligheder i forbindelse med globaliseringen,

  • 4) aktiviteter til fremme af regional og lokal erhvervsudvikling,

  • 5) aktiviteter til fremme af udviklingen af nye samarbejdsformer, herunder offentligt-privat samarbejde og samarbejde mellem virksomheder, og organisationsudvikling og udnyttelse af ledelsesmæssig og markedsmæssig viden,

  • 6) aktiviteter til fremme af etablering af nye virksomheder,

  • 7) aktiviteter til fremme af virksomhedernes opbygning af kompetence med hensyn til design, markedsføring og eksport,

  • 8) aktiviteter til fremme af forbedret produktivitet, øget internationalisering og øget forståelse for samfundsmæssige forhold,

  • 9) aktiviteter til fremme af kvalificeret arbejdskraft og udviklingen af menneskelige ressourcer og

  • 10) aktiviteter til fremme af akkreditering, standardisering og metrologi.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan yde hel eller delvis finansiering og tilbyde andre økonomiske incitamenter til aktiviteter, der iværksættes inden for lovens formål. Finansieringen kan udbetales forskudsvis med vilkår om, at aktiviteternes endelige afregning efterfølgende kan godkendes.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om tilbagebetaling af den ydede finansiering.