Lov om en ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrechecken, engangsbeløb til overførselsmodtagere, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og engangsbeløb til uddannelsessøgende, der modtager stipendium som tillæg på grund af en funktionsnedsættelse eller som enlige forsørgere § 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1267 af 13. september 2022

§ 5

Arbejdsmarkedets Tillægspension udbetaler uden ansøgning engangsbeløb til ydelsesmodtagere omfattet af § 4, som har en NemKonto. Modtageren af engangsbeløbet får meddelelse om afgørelsen via udbetalingsmeddelelsen fra det finansielle institut, hvor borgeren har anvist en konto som NemKonto.

Stk. 2 Arbejdsmarkedets Tillægspension anmoder ydelsesmodtagere omfattet af § 4, som ikke har en NemKonto, om at anvise en NemKonto med henblik på udbetaling af engangsbeløbet. Anmodningen sendes via Digital Post eller ved almindeligt brev til den bopælsadresse, der fremgår af CPR, når ydelsesmodtageren er undtaget fra Digital Post.

Stk. 3 Udbetaling Danmark orienterer i deres årsbrev til modtagere af førtidspension eller seniorpension med bopæl i udlandet om retten til engangsbeløb og opfordrer disse personer til at oprette en NemKonto med henblik på udbetaling af engangsbeløbet.

Stk. 4 Ydelsesmodtagere, der den 1. marts 2023 ikke automatisk har modtaget et engangsbeløb efter § 4, kan ansøge om engangsbeløbet hos Arbejdsmarkedets Tillægspension. Personen skal dokumentere at være omfattet af § 4 og anvise en NemKonto, jf. dog stk. 5. Ansøgningen om engangsbeløb skal være modtaget hos Arbejdsmarkedets Tillægspension senest den 31. maj 2023.

Stk. 5 Ydelsesmodtagere, som ikke kan få oprettet en NemKonto, kan ansøge om engangsbeløbet efter stk. 4 og anvise en anden konto til udbetaling af engangsbeløbet.