Elforsyningsloven § 76

Denne konsoliderede version af elforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elforsyning

Lov nr. 375 af 02. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 24. oktober 2023,
som ændret ved lov nr. 466 af 18. maj 2011, lov nr. 704 af 08. juni 2018, lov nr. 2605 af 28. december 2021, lov nr. 745 af 13. juni 2023 og lov nr. 1787 af 28. december 2023

Tilsyn med priser, fastsættelse af regler
§ 76

De kollektive elforsyningsvirksomheder skal til Forsyningstilsynet anmelde

  • 1) de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for adgang til transmissions- og distributionsnet, herunder tariffer, jf. § 73 a,

  • 2) priser, tariffer og betingelser for ydelser, der omfattes af bevillingerne, samt grundlaget for fastsættelsen af disse, herunder leveringsaftaler efter Forsyningstilsynets nærmere bestemmelse,

  • 3) dokumentation for udskillelse af kommercielle aktiviteter,

  • 4) dokumentation for regnskabsmæssig adskillelse af aktiviteter,

  • 5) regnskaber og andre oplysninger efter Forsyningstilsynets nærmere bestemmelse til brug ved fastsættelsen af og tilsynet med de i §§ 69 og 71 nævnte indtægtsrammer og

  • 6) aftaler om transit, herunder forhandlede priser og betingelser.

Stk. 2 For virksomhed, der varetages af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, skal der, for så vidt angår systemansvars- og transmissionsydelser, til Forsyningstilsynet anmeldes priser, tariffer og betingelser for ydelser samt grundlaget for fastsættelsen af disse, herunder leveringsaftaler, efter Forsyningstilsynets nærmere bestemmelse.

Stk. 3 Forsyningstilsynet kan endvidere pålægge ejere af kraft-varme-produktionsanlæg at anmelde salgspriser for fjernvarme samt grundlaget for prisfastsættelsen.

Stk. 4 Forsyningstilsynet kan fastsætte regler om anmeldelser efter stk. 1-3.