Elforsyningsloven § 47

Denne konsoliderede version af elforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elforsyning

Lov nr. 375 af 02. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 24. oktober 2023,
som ændret ved lov nr. 466 af 18. maj 2011, lov nr. 704 af 08. juni 2018, lov nr. 2605 af 28. december 2021, lov nr. 745 af 13. juni 2023 og lov nr. 1787 af 28. december 2023

Udskillelse af aktiviteter
§ 47

Bevilling til netvirksomhed og transmissionsvirksomhed kan med de i stk. 2 nævnte undtagelser ikke gives til samme virksomhed, og bevillingshaveren kan i virksomheden alene drive de aktiviteter, som ligger inden for bevillingen.

Stk. 2 Bevilling til netvirksomhed og bevilling til transmissionsvirksomhed kan dog gives til samme virksomhed, hvis klima-, energi- og forsyningsministeren vurderer, at dette kan ske, uden at det er til hinder for en forsvarlig varetagelse af de bevillingspligtige aktiviteter.

Stk. 3 I det i stk. 2 nævnte tilfælde skal der i virksomheden være regnskabsmæssig adskillelse mellem de to bevillingspligtige aktiviteter.

Stk. 4 Andre aktiviteter, som ligger uden for bevillingen, herunder produktion eller handel med elektricitet, skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan for netvirksomheder, der alene eller sammen med andre netvirksomheder inden for samme vertikalt integrerede virksomhed har mindre end 100.000 tilsluttede elkunder, fastsætte regler om, at mindre omfattende aktiviteter, som ligger uden for bevillingen til netvirksomhed, er undtaget fra det i stk. 4 nævnte krav om, at aktiviteterne skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar. Aktiviteterne skal i så fald holdes regnskabsmæssigt adskilt fra netvirksomhedens øvrige aktiviteter. 1. pkt. gælder ikke for energilager- og ladestanderaktiviteter.