Elforsyningsloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af elforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elforsyning

Lov nr. 375 af 02. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 24. oktober 2023,
som ændret ved lov nr. 466 af 18. maj 2011, lov nr. 704 af 08. juni 2018, lov nr. 2605 af 28. december 2021, lov nr. 745 af 13. juni 2023 og lov nr. 1787 af 28. december 2023

Kapitel 4 1 Elforsyningsnet
Det kollektive elforsyningsnet - transmissions- og netbevillinger
§ 19

Transmissionsvirksomhed og netvirksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i kapitel 7 og 8. Transmissionsvirksomhed varetaget af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet udføres dog uden bevilling.

Stk. 2 Bevilling, der gives for mindst 20 år, meddeles af klima-, energi- og forsyningsministeren for et nærmere afgrænset område.

Stk. 3 Bevillinger til at drive netvirksomhed, som eksisterer den 31. december 2020, forlænges uden forudgående ansøgning til og med den 31. december 2025.

Ejermæssig adskillelse m.v.
§ 19a

Transmissionsvirksomheder skal efter reglerne i stk. 2-10 være ejermæssigt adskilt fra produktions- og handelsaktiviteter.

Stk. 2 Enhver virksomhed, der ejer et transmissionsnet, skal optræde som transmissionsvirksomhed.

Stk. 3 Den, der direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøver kontrol over en elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- eller gasforsyningsvirksomhed, må ikke samtidig direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøve kontrol eller rettigheder over en transmissionsvirksomhed.

Stk. 4 Den, der direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøver kontrol over en transmissionsvirksomhed, må ikke samtidig direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøve kontrol eller rettigheder over en elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- eller gasforsyningsvirksomhed.

Stk. 5 Den, der har ret til at udpege medlemmer af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for en transmissionsvirksomhed eller andre organer, som repræsenterer transmissionsvirksomheden juridisk, må ikke samtidig direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøve kontrol eller rettigheder over en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed.

Stk. 6 Et medlem af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for en transmissionsvirksomhed må ikke være medlem af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed. Det samme gælder for andre organer, som måtte repræsentere virksomhederne, som er nævnt i 1. pkt., juridisk.

Stk. 7 Elproduktions- og elhandelsvirksomhed, som er nævnt i stk. 3 og 4, omfatter ikke elkunder, der varetager elproduktion eller elhandel enten direkte eller via en virksomhed, som de udøver kontrol over enten individuelt eller i fællesskab, forudsat at elforbrugerne inklusive deres andele af den elektricitet, der produceres i kontrollerede virksomheder, ud fra et årligt gennemsnit er nettoforbrugere af elektricitet, og forudsat at den økonomiske værdi af den elektricitet, som de sælger til tredjemand, er ubetydelig i forhold til deres andre forretninger.

Stk. 8 Virksomheder, der varetager elproduktions- eller elhandelsvirksomhed, må ikke direkte eller indirekte overtage kontrollen med eller udøve rettigheder over ejermæssigt adskilte transmissionsvirksomheder.

Stk. 9 Ved gennemførelse af tiltag, der skal sikre ejermæssig adskillelse, må transmissionsvirksomheder, der den 3. september 2009 var eller senere har været vertikalt integreret, ikke overføre kommercielt følsomme oplysninger og personale til elproduktions- eller elhandelsvirksomheder.

Stk. 10 Kravet i stk. 2 anses for opfyldt, hvis to eller flere virksomheder, der ejer transmissionsnet, har oprettet et joint venture, der varetager transmissionsopgaver i Danmark og en eller flere andre EU-medlemsstater for de pågældende transmissionsnet.

§ 19b

(Ophævet)

§ 19c

(Ophævet)

Certificering af ejermæssig adskillelse m.v.
§ 19d

Efter forudgående ansøgning certificerer Forsyningstilsynet transmissionsvirksomheder, hvis de opfylder kravene om ejermæssig adskillelse, jf. § 19 a.

Stk. 2 Forsyningstilsynet fører tilsyn med, at kravene i § 19 a til enhver tid er opfyldt.

Stk. 3 Virksomheder, der er certificeret efter stk. 1, skal underrette Forsyningstilsynet om enhver planlagt transaktion, der har betydning for overholdelse af kravene i § 19 a.

Stk. 4 Forsyningstilsynet er forpligtet til at indlede en ny certificeringsprocedure, hvis Forsyningstilsynet

  • 1) modtager underretning om eller i øvrigt er bekendt med planlagte transaktioner som nævnt i stk. 3,

  • 2) har formodning om, at kravene i § 19 a ikke længere er opfyldt, eller

  • 3) modtager en anmodning fra Europa-Kommissionen herom.

Stk. 5 Forsyningstilsynet træffer afgørelse om certificering senest 4 måneder efter modtagelse af en ansøgning eller en underretning eller efter datoen for Europa-Kommissionens anmodning. Ved udløbet af denne periode anses certificeringen for udstedt, hvis Forsyningstilsynet ikke har truffet udtrykkelig afgørelse herom. Forsyningstilsynets udtrykkelige eller stiltiende afgørelse får dog først virkning, efter at proceduren i stk. 6 er afsluttet.

Stk. 6 Forsyningstilsynet tilsender straks Europa-Kommissionen underretning om den udtrykkelige eller stiltiende afgørelse om certificering sammen med alle relevante oplysninger om afgørelsen. Europa-Kommissionen handler herefter i overensstemmelse med proceduren i artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet.

Stk. 7 Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på transmissionsvirksomheder, der kontrolleres af en eller flere fysiske eller juridiske personer fra et eller flere lande uden for EU.

Stk. 8 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om certificering, tilsyn og underretning som nævnt i stk. 1-3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler for virksomheder omfattet af stk. 7.

Krav til kollektiv elforsyningsvirksomhed
§ 20

Transmissions- og netvirksomheder skal sikre en tilstrækkelig og effektiv transport af elektricitet med tilhørende ydelser, herunder

  • 1) vedligeholde, om- og udbygge forsyningsnettet i forsyningsområdet i fornødent omfang,

  • 2) tilslutte leverandører og købere af elektricitet til det kollektive elforsyningsnet,

  • 3) stille fornøden transportkapacitet til rådighed og give adgang til transport af elektricitet i elforsyningsnettet og

  • 4) måle levering og aftag af elektricitet i nettet, jf. dog § 22, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg fastsætte regler om udskiftning eller opgradering af eksisterende elmålere til fjernaflæste målere.

Stk. 3 Opfylder en transmissions- eller netvirksomhed ikke de i stk. 1 nævnte forpligtelser, kan klima-, energi- og forsyningsministeren pålægge Energinet at drage omsorg herfor, herunder at udføre nødvendige anlægsarbejder vedrørende det kollektive elforsyningsnet.

Stk. 4 Energinet kan mod behørig legitimation til brug for udførelsen af nødvendige anlægsarbejder i henhold til stk. 3 få adgang til en transmissions- eller netvirksomheds ejendom.

Stk. 5 Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 4.

§ 20a

Netvirksomheder skal opstille og offentliggøre et program for intern overvågning, som beskriver virksomhedernes tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Virksomhederne skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning samt sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Forsyningstilsynet.

Stk. 2 Virksomhederne nævnt i stk. 1 skal udpege en overvågningsansvarlig, som er uafhængig.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold, herunder om, hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, hvordan det skal kontrolleres, og om den overvågningsansvarliges uafhængighed, opgaver, beføjelser og kompetencer.

§ 20b

Netvirksomheder skal være identitetsmæssigt adskilt fra virksomheder, som er vertikalt integreret med netvirksomheden, jf. dog stk. 2 og 3, og sikre, at der ikke i øvrigt i den vertikalt integrerede netvirksomheds kommunikationsarbejde og identitetsstrategier skabes uklarhed om netvirksomhedens særskilte identitet.

Stk. 2 Netvirksomheder skal herudover sikre, at andre, der udfører opgaver for netvirksomheden, ved opgavens udførelse anvender en identitet, som adskiller sig fra de identiteter, som i øvrigt anvendes af virksomheder, som er vertikalt integreret med netvirksomheden, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Kravet om identitetsmæssig adskillelse i stk. 1 og 2 gælder ikke i forhold til virksomheder, der udøver net- eller gasdistributionsvirksomhed, virksomhed med fremføring af opvarmet vand eller damp eller virksomhed, som er omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1.

Stk. 4 Forsyningstilsynet fører tilsyn med overholdelsen af kravene i stk. 1-3.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke andre aktiviteter der kan udøves i virksomheder, som ikke er identitetsmæssigt adskilt fra netvirksomheden efter stk. 3.

§ 20c

En netvirksomhed skal uden ugrundet ophold efterkomme en anmodning fra elhandelsvirksomheden til et aftagenummer om afbrydelse af elforsyningen til aftagenummeret. Når afbrydelsen er gennemført, skal netvirksomheden oplyse elhandelsvirksomheden herom.

Stk. 2 Elhandelsvirksomhederne indberetter en gang årligt alle tilfælde af gennemførte elforsyningsafbrydelser og begrundelserne herfor i anonymiseret form til Forsyningstilsynet i medfør af regler fastsat i henhold til § 82 c, stk. 2.

§ 21

Etablering af nye transmissionsnet beregnet for spændinger på over 100 kV og væsentlige ændringer i tilsvarende bestående net kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren. Dette gælder ikke for virksomhed varetaget af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet. Meddelelse af tilladelse er betinget af, at ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkeligt behov for udbygningen, herunder at udbygningen sker med sigte på øget elforsyningssikkerhed, beredskabsmæssige hensyn, skabelse af velfungerende konkurrencemarkeder og indpasning af vedvarende energi, eller hvis det ansøgte projekt er nødvendigt til opfyldelse af et pålæg i medfør af § 21, stk. 2. Hvis et projekt har regional betydning på tværs af landegrænser, skal dette indgå i behovsvurderingen. I særlige tilfælde kan ændringer i bestående eltransmissionsnet ske alene af hensyn til forskønnelse. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår vedrørende den nærmere etablering og drift af nettet, herunder sikkerhedsstillelse for nedtagning af anlæg.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan pålægge bevillingshavere efter § 19, stk. 1, at kabellægge elforsyningsnet i forbindelse med etablering af nye transmissionsnet beregnet for spændinger på 400 kV eller ved væsentlige ændringer i tilsvarende bestående net. Ved meddelelse af et sådant pålæg vil bevillingshavernes meromkostninger til kabellægning skulle dækkes efter de i medfør af lov om Energinet fastsatte regler.

Stk. 3 Bevillingshaveren skal mod en rimelig betaling stille transmissionsnettet til rådighed for Energinet, i det omfang Energinet finder det fornødent til varetagelse af de opgaver, som denne er pålagt.

Stk. 4 Bevillingshaveren skal dog stille transmissionsnettet vederlagsfrit til rådighed for Energinet til brug for Energinets efterkommelse af et påbud efter § 20, stk. 3.

Stk. 5 Bestemmelserne i stk. 1-4 omfatter ikke transmissionsnet på over 100 kV på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone, der ikke har tilslutning til det danske elforsyningsnet.

Stk. 6 De af stk. 1 omfattede transmissionsnet, der etableres på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone, skal tillige have tilladelse efter § 22 a.

§ 21a

(Ophævet)

§ 22

En netvirksomhed skal

  • 1) opretholde den tekniske kvalitet i nettet,

  • 2) måle den elektricitet, der transporteres igennem virksomhedens net, og den elektricitet, der leveres til elkunder eller aftages fra elproducenter inden for netvirksomhedens netområde,

  • 3) varetage opgaver vedrørende miljøvenlig elproduktion ifølge bestemmelserne i kapitel 9 og lov om fremme af vedvarende energi og regler fastsat i medfør af disse bestemmelser samt regler fastsat i medfør af lov om pilotudbud af pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg,

  • 4) kortlægge det samlede elforbrug i forsyningsområdet og offentliggøre data fra kortlægningen eller på begæring stille sådanne data til rådighed,

  • 5) sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser i overensstemmelse med regler fastsat efter stk. 5,

  • 6) give rådgivning og information om elsikkerhedsmæssige spørgsmål til elkunderne, elinstallatører og andre elfagfolk samt bistå Sikkerhedsstyrelsen med gennemførelse af tilsyn og undersøgelse af stærkstrømsanlæg og

  • 7) basere udviklingen af nettet i netvirksomhedens netområde på en gennemsigtig netudviklingsplan, som netvirksomheden skal offentliggøre hvert andet år.

Stk. 2 Netvirksomheden skal samarbejde med Energinet ved udførelsen af de i stk. 1 nævnte opgaver.

Stk. 3 Netvirksomheden indberetter oplysninger vedrørende virksomhedens aftagenumre til datahubben. Indberetningen skal ske i henhold til forskrifter udstedt af Energinet om forbrug af elektricitet, tarifoplysninger og andre oplysninger af betydning for elhandelsvirksomhedernes fakturering, jf. § 72 b, stk. 1. Netvirksomheden varsler ændringer i priser og vilkår via datahubben.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om netvirksomhedernes netudviklingsplaner, jf. stk. 1, nr. 7, herunder om de indholdsmæssige rammer for netudviklingsplanerne og planernes form og struktur, om planlægningsperioden og opdatering af planerne inden for 2-årsperioden og om høring, forelæggelse for Forsyningstilsynet, offentliggørelse og relaterede processuelle forhold. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om netvirksomhedernes indhentelse af oplysninger til brug for udarbejdelse af netudviklingsplanerne.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-6, og stk. 2 og 3, herunder om måling af elektricitet, om opgaver og mål for de energibesparelser, som virksomhederne samlet eller enkeltvis skal sikre bliver opnået, om dokumentation, indberetning og verifikation, om afholdelse af nærmere angivne fællesomkostninger og om varsling af ændringer i priser og vilkår via datahubben. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at visse energibesparelsesaktiviteter, jf. stk. 1, nr. 5, skal ske efter udbud, og regler for udbuddets afholdelse og for virksomhedernes finansiering af de udbudte opgaver.

Stk. 6 En netvirksomhed skal sikre, at oplysninger om netvirksomhedens realiserede energibesparelser én gang årligt samkøres med oplysninger om realiserede energibesparelser fra andre netvirksomheder, distributionsselskaber, jf. § 6, nr. 4, i lov om gasforsyning, og varmedistributionsvirksomheder med henblik på at kontrollere, om en energibesparelse tilskrives mere end én gang.

Stk. 7 Netvirksomheder, distributionsselskaber, jf. § 6, nr. 4, i lov om gasforsyning, og varmedistributionsvirksomheder skal samlet sikre samkøringen efter stk. 6.

Stk. 8 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan beslutte, at netvirksomheder i samarbejde skal iværksætte forskning og udvikling med henblik på effektiv energianvendelse. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om udarbejdelse af planer for aktiviteterne og om godkendelse af disse. Ministeren bemyndiges til inden for en pulje at etablere en ordning, hvorefter ministeren kan meddele tilsagn om tilskud til forsknings- og udviklingsprojekter med henblik på effektiv energianvendelse. Ministeren kan fastsætte nærmere regler for administrationen af ordningen, herunder om følgende:

  • 1) Den nærmere afgrænsning af de tilskudsberettigede forsknings- og udviklingsprojekter.

  • 2) Opdeling af puljen.

  • 3) Krav til ansøgning om tilskud og meddelelse af tilsagn om og udbetaling af tilskud.

  • 4) Proces for ansøgning om tilskud, herunder tidsfrister og obligatorisk brug af digital kommunikation.

  • 5) Udvælgelseskriterier og prioritering af ansøgninger om tilskud.

  • 6) Betingelser og vilkår for tilskud, dokumentationskrav og oplysningspligt, herunder at bestemte oplysninger skal afgives på tro og love.

  • 7) Støttens intensitet, opgørelse og beregning og loft for tilskud.

  • 8) Annullering, ændring og bortfald af meddelte tilsagn.

  • 9) Tilbagebetaling, herunder betaling af renter, og genanvendelse af tilskud.

  • 10) Krav om indsendelse af regnskab, revision og rapportering fra tilskudsmodtagere.

  • 11) Tilsyn.

  • 12) Henlæggelse af visse beføjelser til en privat organisation eller et selskab m.v. (juridisk person).

Stk. 9 Netvirksomheder skal i samarbejde med transmissionsvirksomheder udarbejde årlige oversigter og prognoser til brug for markedets aktuelle og potentielle aktører.

Stk. 10 Netvirksomheder skal samarbejde med den systemansvarlige virksomhed om effektiv deltagelse af markedsdeltagere, der er tilsluttet deres net, på detail-, engros- og balancemarkederne.

Stk. 11 Realiseringen af energibesparelser efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 5, skal ske gennem virksomheder, som er selskabsmæssigt adskilte fra netvirksomheden.

Stk. 12 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om den årlige samkøring af oplysninger om realiserede energibesparelser efter stk. 6 og om virksomhedernes gennemførelse af samlet samkøring efter stk. 7.

Elforsyningsnet på søterritoriet m.v.
§ 22a

Etablering af nye elforsyningsnet på alle spændingsniveauer på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone, væsentlige ændringer i bestående net og forundersøgelser hertil kan kun ske efter forudgående tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren. Der kræves tillige tilladelse efter § 21 til transmissionsnet på over 100 kV.

Stk. 2 Tilladelsen kan betinges af vilkår, herunder krav til placering, indretning og sikkerhedsstillelse for fjernelse af anlæg samt tekniske, miljø- og sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med etablering og drift.

Stk. 3 Bestemmelserne i stk. 1 gælder ikke for interne ledningsanlæg som nævnt i § 25, stk. 1, i lov om fremme af vedvarende energi og elforsyningsnet som nævnt i § 4 a i lov om Energinet.

§ 22b

Anlægsprojekter efter § 22 a, der i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke udpegede internationale naturbeskyttelsesområder væsentligt, skal vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. Vurderingen sker efter de regler, der er nævnt i § 27 i lov om fremme af vedvarende energi for vurdering af projekter. Tilladelse til sådanne projekter gives efter de betingelser og retningslinjer, som er angivet i § 27, stk. 2-6, i lov om fremme af vedvarende energi.

Stk. 2 § 28 i lov om fremme af vedvarende energi finder tilsvarende anvendelse på forhold omfattet af elforsyningsloven.

Direkte linjer
§ 23

En direkte linje kan kun anlægges efter tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om kriterier og vilkår for meddelelse af tilladelse efter stk. 1.

Stk. 3 Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår som nævnt i § 21, stk. 1. § 21, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Interne elektricitetsforbindelser
§ 23a

 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om interne elektricitetsforbindelser, herunder om de kriterier, der skal være opfyldt, for at en elkunde kan bruge en intern elektricitetsforbindelse.

Adgang til det kollektive elforsyningsnet
§ 24

Enhver har ret til at anvende det kollektive elforsyningsnet til transport af elektricitet imod betaling.

Stk. 2 Kollektive elforsyningsvirksomheder må ikke forskelsbehandle brugere af systemet eller kategorier af brugere eller begunstige tilknyttede eller associerede virksomheder eller virksomheder, der kontrolleres af samme virksomhedsdeltagere.

Stk. 3 Med henblik på at sikre den fulde udnyttelse af kapaciteten i det kollektive elforsyningsnet kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om adgangen til at indgå aftaler om reservation af netkapacitet. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at eksisterende aftaler om reservation af netkapacitet skal administreres på en måde, som sikrer den fulde udnyttelse af kapaciteten i det kollektive elforsyningsnet.

§ 25

(Ophævet)

§ 26

For at kunne blive tilsluttet det kollektive elforsyningsnet skal anlæg og installationer opfylde fastsatte tekniske krav og standarder.

Stk. 2 For at få adgang til tilslutning til og benyttelse af det kollektive elforsyningsnet skal brugerne opfylde de krav, som er fastsat herfor, jf. stk. 3.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold, herunder bestemme, at visse tekniske standarder og krav for adgang til og benyttelse af det kollektive elforsyningsnet skal fastsættes af Energinet. Ministeren kan endvidere bestemme, at en netvirksomhed kan fastsætte supplerende tekniske krav for adgang til tilslutning til virksomhedens elforsyningsnet, som er nødvendige for opretholdelsen af den tekniske kvalitet i elforsyningsnettet i netvirksomhedens netområde. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om netvirksomheders fastsættelse af sådanne krav.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om proceduren for udarbejdelse og godkendelse af regler fastsat i henhold til stk. 3, herunder om Energinets tilsyn med overholdelse af forskrifterne.

Fællesskabsbestemmelser om elforsyningsnet
§ 26a

Bestemmelserne i §§ 19 a og 20§ 21, stk. 2-4, § 23, stk. 2 og 3, og § 24 finder ikke anvendelse på forhold, som omfattes af artikel 63 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om behandling af anmodninger om midlertidig undtagelse efter artikel 63 i den i stk. 1 nævnte forordning.