Teleloven § 44

Denne konsoliderede version af teleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Lov nr. 169 af 03. marts 2011,
jf. lovbekendtgørelse nr. 955 af 17. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 1531 af 18. december 2018, lov nr. 1833 af 08. december 2020 og lov nr. 1555 af 12. december 2023

Forpligtelse til transparens
§ 44

Ved forpligtelse til transparens forstås en forpligtelse til, at udbydere med en stærk markedsposition skal offentliggøre bestemte oplysninger.

Stk. 2 Hvis en udbyder med en stærk markedsposition er pålagt en forpligtelse til ikkediskrimination, jf. § 43, kan udbyderen pålægges at offentliggøre et standardtilbud, der skal være tilstrækkelig ubundtet til at sikre, at andre udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester ikke skal betale for faciliteter, som ikke er nødvendige for den ønskede netadgang, og som indeholder en beskrivelse af de udbudte tjenester opgjort efter enkeltkomponenter og de hertil knyttede vilkår og betingelser, herunder priser.

Stk. 3 En udbyder med en stærk markedsposition, der er pålagt en forpligtelse som anført i § 41, stk. 2, nr. 1 eller 2, skal offentliggøre et standardtilbud herom, der bl.a. angiver relevante centrale resultatindikatorer og tilsvarende serviceniveauer. Et sådant standardtilbud skal tage nøje hensyn til retningslinjer fra BEREC om minimumskriterier for et standardtilbud.

Stk. 4 Udbydere med en stærk markedsposition, der er pålagt forpligtelse til at offentliggøre standardtilbud som anført i stk. 2 og 3, skal senest samtidig med offentliggørelsen indsende standardtilbuddet til Erhvervsstyrelsen.