Teleloven Kapitel 14 a

Denne konsoliderede version af teleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Lov nr. 169 af 03. marts 2011,
jf. lovbekendtgørelse nr. 955 af 17. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 1531 af 18. december 2018, lov nr. 1833 af 08. december 2020 og lov nr. 1555 af 12. december 2023

Kapitel 14 a Lempelse af forpligtelser for udbydere med en stærk markedsposition
Saminvestering
§ 47a

En udbyder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, kan afgive tilsagn om saminvestering i forbindelse med udrulningen af et nyt net, som består af optiske fiberelementer, der dækker strækningen op til slutbrugerens ejendom eller basisstation.

Stk. 2 Ved vurdering af saminvesteringstilsagn efter stk. 1 skal Erhvervsstyrelsen afgøre, om udbyderens saminvesteringstilbud overholder følgende betingelser:

  • 1) Saminvesteringstilbuddet er åbent for enhver udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester på et hvilket som helst tidspunkt i nettets levetid.

  • 2) Saminvesteringstilbuddet giver medinvestorer mulighed for at konkurrere effektivt og bæredygtigt på lang sigt på underliggende markeder, hvor udbyderen er aktiv, på vilkår, som er fair, rimelige og ikkediskriminerende, og som giver adgang til nettets fulde kapacitet.

  • 3) Saminvesteringstilbuddet er offentliggjort rettidigt af udbyderen, hvilket bortset fra rene engrosselskaber, jf. § 47 b, vil sige mindst 6 måneder før begyndelsen af udrulningen af det nye net, medmindre Erhvervsstyrelsen vurderer, at nationale omstændigheder kan begrunde, at perioden forlænges.

  • 4) Andre udbydere, som ikke deltager i saminvesteringen, skal fra begyndelsen kunne drage fordel af netadgang med samme kvalitet, hastighed, betingelser og muligheder for at nå ud til slutbrugere som før udrulningen. Saminvesteringstilbuddet skal sikre, at netadgangen tilpasses over tid i lyset af udviklingen på de tilknyttede detailmarkeder, så incitamenterne til at deltage i saminvesteringen opretholdes. Saminvesteringstilbuddet skal give Erhvervsstyrelsen mulighed for indsigt i og tilsyn med efterfølgende tilpasninger af netadgangen.

  • 5) Saminvesteringstilbuddet er fremsat i god tro og opfylder som minimum de kriterier, der er angivet i bilag 1.

Stk. 3 Konkluderer Erhvervsstyrelsen, at det i medfør af stk. 1 afgivne saminvesteringstilsagn opfylder betingelserne i stk. 2, og konstaterer Erhvervsstyrelsen, at mindst én potentiel medinvestor har indgået en saminvesteringsaftale med udbyderen, skal styrelsen gøre saminvesteringstilsagnet bindende for en periode på mindst 7 år. I denne periode må Erhvervsstyrelsen ikke pålægge yderligere forpligtelser efter § 41 på den relevante del af nettet.

Stk. 4 Uanset stk. 3 kan Erhvervsstyrelsen i tilstrækkeligt begrundede tilfælde pålægge, fastholde eller tilpasse forpligtelser efter §§ 41 a-46 for at afhjælpe væsentlige konkurrenceproblemer på bestemte markeder, som på grund af de særlige karakteristika ved disse markeder ellers ikke ville blive afhjulpet.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan pålægge den udbyder, som har afgivet saminvesteringstilsagn efter stk. 1, at forelægge årlige overensstemmelseserklæringer om overholdelsen af betingelserne i stk. 2.

Rene engrosselskaber
§ 47b

Erhvervsstyrelsen skal vurdere, om en udbyder, der er udpeget til at have en stærk markedsposition på et eller flere engrosmarkeder, jf. § 40, og som ikke er aktiv på noget detailmarked for offentlige elektroniske kommunikationstjenester, opfylder følgende betingelser:

  • 1) Alle selskaber og forretningsenheder inden for udbyderen, alle selskaber, som kontrolleres, men ikke nødvendigvis ejes fuldstændigt af den samme endelige ejer, og eventuelle aktionærer, der kan udøve kontrol over udbyderen, har kun nuværende og planlagte aktiviteter på engrosmarkeder for elektroniske kommunikationstjenester og derfor ikke nogen aktiviteter på noget detailmarked for elektroniske kommunikationstjenester til slutbrugere i EU.

  • 2) Udbyderen er ikke forpligtet til at handle med en enkelt selvstændig udbyder senere i forsyningskæden, som er aktiv på et detailmarked for offentlige elektroniske kommunikationstjenester til slutbrugere, som følge af en eksklusivaftale eller en aftale, som i realiteten udgør en eksklusivaftale.

Stk. 2 Konkluderer Erhvervsstyrelsen, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt, kan styrelsen i en afgørelse efter § 41 kun pålægge den pågældende udbyder forpligtelser som nævnt i §§ 42 og 43 eller forpligtelser om fair og rimelig prisfastsættelse, når det er berettiget på baggrund af en markedsanalyse efter § 39, herunder en fremadrettet vurdering af den sandsynlige adfærd for en udbyder med en stærk markedsposition.

Stk. 3 Konkluderer Erhvervsstyrelsen, at betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt, skal styrelsen revidere de pålagte forpligtelser, jf. stk. 2, og i relevant omfang pålægge forpligtelser som nævnt i §§ 41 a-46. Udbyderen skal straks underrette Erhvervsstyrelsen om eventuelle ændringer af de forhold, der er relevante, jf. stk. 1.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen skal revidere de pålagte forpligtelser, jf. stk. 2, eller pålægge en eller flere af forpligtelserne nævnt i §§ 41 a eller 44-46, når Erhvervsstyrelsen på grundlag af dokumentation for betingelser og vilkår, som udbyderen tilbyder kunder senere i forsyningskæden, konkluderer, at der er opstået eller sandsynligvis vil opstå konkurrenceproblemer til ulempe for slutbrugerne, som kræver pålæggelse af yderligere forpligtelser eller ændring af eksisterende forpligtelser.

Frivillig funktionel adskillelse
§ 47c

En udbyder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition på et eller flere relevante markeder, skal underrette Erhvervsstyrelsen, mindst 3 måneder inden udbyderen agter at overdrage sine adgangsnetaktiver eller væsentlige dele heraf til en særskilt juridisk enhed med en anden ejer eller oprette en særskilt forretningsenhed med henblik på at give alle detailudbydere, herunder virksomhedens egne detailafdelinger, fuldt ud tilsvarende adgangsprodukter.

Stk. 2 En udbyder kan afgive tilsagn om betingelser for adgang til udbyderens net i løbet af gennemførselsperioden og efter afslutningen af den adskillelse, der er nævnt i stk. 1. Tilbuddet om tilsagn skal være tilstrækkelig detaljeret, herunder med hensyn til tidsplanen og rammerne for tilsagnets gennemførelse og dets varighed.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen skal som led i sin vurdering af den planlagte adskillelse sammen med eventuelt afgivne tilsagn gennemføre en analyse af de forskellige markeder med tilknytning til adgangsnettet.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen træffer på grundlag af analysen, jf. stk. 3, afgørelse om at pålægge, opretholde, ændre eller ophæve forpligtelser efter § 41 og kan i sin afgørelse gøre tilsagn helt eller delvis bindende i hele den periode, som de afgives for.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan forlænge bindende tilsagn i henhold til stk. 4.

Tilsagn
§ 47d

Udbydere, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, kan afgive tilsagn til Erhvervsstyrelsen vedrørende betingelser for samarbejdsordninger, tredjepartsadgang, eller saminvestering. Tilbuddet om tilsagn skal være tilstrækkelig detaljeret, herunder med hensyn til tidsplanen og rammerne for tilsagnets gennemførelse og dets varighed.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen skal som led i styrelsens vurdering af tilsagn afgivet i medfør af stk. 1 foretage en markedstest, navnlig vedrørende de tilbudte vilkår, herunder ved at gennemføre en offentlig høring, medmindre de afgivne tilsagn er klart utilstrækkelige. Erhvervsstyrelsen skal ved vurdering af de afgivne tilsagn navnlig tage hensyn til dokumentation for tilsagnene, tilsagnenes åbenhed for alle markedsdeltagere, rettidig tilvejebringelse af adgang på fair, rimelige og ikkediskriminerende betingelser forud for lanceringen af tilknyttede detailtjenester, tilsagnenes generelle tilstrækkelighed i forhold til at muliggøre bæredygtig konkurrence på underliggende markeder og at fremme samarbejde om udrulning og ibrugtagning af net med meget høj kapacitet til gavn for slutbrugerne.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen skal meddele udbyderen sine foreløbige konklusioner om, hvorvidt de afgivne tilsagn opfylder de mål og kriterier og overholder de procedurer, som er omhandlet i nærværende bestemmelse og i §§ 41, 47 a eller 47 c, og på hvilke betingelser styrelsen kan overveje at gøre tilsagnene bindende.

Stk. 4 Udbyderen kan ændre sit tilbud om tilsagn for at tage hensyn til Erhvervsstyrelsens foreløbige konklusioner.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan uanset § 47 a, stk. 3, træffe afgørelse om at gøre tilsagnene helt eller delvis bindende, og styrelsen kan uanset § 37, stk. 3, gøre nogle af eller alle tilsagnene bindende for en bestemt periode.

Stk. 6 Erhvervsstyrelsen kan forlænge tilsagnene i henhold til stk. 5.