14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...

Teleloven § 42

Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester paragraf 42

Denne § er fra den opdaterede og konsoliderede version af teleloven og bygger på lovbekendtgørelse nr. 955 af 17. juni 2022. Eventuelle senere ændringslove er implementeret i det omfang, de er trådt i kraft.

§42 Forpligtelse til netadgang
Ved forpligtelse til netadgang forstås en forpligtelse til, at udbydere med en stærk markedsposition skal tilbyde faktisk eller virtuel netadgang til nærmere fastsatte dele af udbyderens netelementer, tjenester og associerede faciliteter. Udbyderen kan herunder pålægges at imødekomme rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om netadgang. Forpligtelsen kan bl.a. omfatte:

  • 1) At give adgang til og mulighed for at anvende specifikke fysiske netelementer og tilhørende faciliteter i nødvendigt omfang, herunder ubundtet adgang til abonnentledninger og afsnit heraf.

  • 2) At give adgang til specifikke aktive eller virtuelle netelementer og tjenester.

  • 3) At forhandle med reelle hensigter med udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der ansøger om adgang.

  • 4) At opretholde adgang til faciliteter, der tidligere er givet adgang til.

  • 5) At tilbyde bestemte tjenester på engrosbasis til tredjeparters videresalg.

  • 6) At tilbyde fri adgang til tekniske grænseflader, protokoller eller andre nøgleteknologier, der er afgørende for tjenesternes eller virtuelle nettjenesters interoperabilitet.

  • 7) At tilbyde samhusning, virtuel samhusning eller andre former for fælles brug af associerede faciliteter, herunder fælles brug af bygninger, adgangsveje til bygninger, kabler i bygninger, master, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, kabelkanaler, ledningskanaler, kabelbrønde og skabe.

  • 8) At tilbyde bestemte tjenester, der er nødvendige for at sikre interoperabilitet mellem net og forbindelse mellem slutbrugere, herunder faciliteter til intelligente nettjenester eller roaming på mobile net.

  • 9) At tilbyde adgang til driftsstøttesystemer eller lignende softwaresystemer, der er nødvendige for at skabe reelle konkurrenceforhold.

  • 10) At tilbyde fysisk eller logisk sammenkobling af kommunikationsnet eller netfaciliteter.

  • 11) At tilbyde adgang til tilknyttede tjenester såsom tjenester vedrørende identitet, geografisk placering og tilstedeværelse.

•••

Stk. 2 Ved fastsættelse af forpligtelser til netadgang skal Erhvervsstyrelsen navnlig tage hensyn til,

  • 1) om den igangværende markedsudvikling teknisk og økonomisk muliggør at bruge eller installere konkurrerende faciliteter under hensyntagen til karakteren og typen af de involverede netadgangs- og samtrafikordninger,

  • 2) den forventede teknologiske udvikling, som påvirker udformningen og forvaltningen af net,

  • 3) behovet for at sikre teknologineutralitet, som sætter parterne i stand til at udforme og forvalte deres egne net,

  • 4) om det er praktisk muligt at tilbyde den foreslåede netadgang i betragtning af den forhåndenværende kapacitet,

  • 5) hvor store startinvesteringer ejeren af faciliteten skal foretage set i forhold til de offentlige investeringer og de risici, der er forbundet hermed, især hvad angår investeringer i net med meget høj kapacitet og risikoniveauer forbundet hermed,

  • 6) behovet for at sikre den frie konkurrence på længere sigt, specielt i form af en økonomisk effektiv infrastrukturbaseret konkurrence og innovative forretningsmodeller, som støtter bæredygtig konkurrence, herunder infrastrukturbaseret konkurrence, der er baseret på saminvestering,

  • 7) eventuelle relevante intellektuelle rettigheder og

  • 8) udbuddet af paneuropæiske tjenester.

•••
profile photo
Profilside