Lov om elektroniske cigaretter m.v. Kapitel 13

Denne konsoliderede version af lov om elektroniske cigaretter m.v. er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 426 af 18. maj 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1876 af 20. september 2021,
som ændret ved lov nr. 2071 af 21. december 2020, lov nr. 99 af 25. januar 2022 og lov nr. 738 af 13. juni 2023

Kapitel 13 1 Ikrafttræden og overgangsbestemmelser m.v.
§ 34

Loven træder i kraft den 7. juni 2016.

Stk. 2 Fabrikanter og importører kan markedsføre elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin, der er fremstillet før den 20. november 2016, efter de hidtil gældende regler indtil den 7. juni 2017.

Stk. 3 Fabrikanter og importører, der den 7. juni 2016 markedsfører elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin, der opfylder bestemmelserne i denne lov og regler fastsat i medfør heraf, skal indgive anmeldelse til Sikkerhedsstyrelsen efter § 5, stk. 1, senest den 20. november 2016.

Stk. 4 For aftaler, der er indgået før den 7. juni 2016, finder bestemmelsen i § 17 dog først anvendelse fra den 7. juni 2018, medmindre aftalen har grænseoverskridende virkning og vedrører elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin.

§ 35

Den, der den 7. juni 2016 udfører aktiviteter omfattet af § 13, stk. 1, i overensstemmelse med de hidtil gældende regler og ønsker at fortsætte disse aktiviteter efter denne dato, skal senest den 20. august 2016 lade sig registrere efter § 13, stk. 1.

Ændringer i anden lovgivning
§§ 36-40

(Udeladt af redaktionen)

Evaluering
§ 41

(Ophævet)

§ 42

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.