Lov om ejendomskreditselskaber § 8c

Denne konsoliderede version af lov om ejendomskreditselskaber er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 697 af 25. juni 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 285 af 01. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 8c

Et ejendomskreditselskab må ikke i løbende kundeforhold ændre renter, gebyrer eller andet vederlag for realkreditlignende lån til ugunst for forbrugeren uden et forudgående varsel på 6 måneder.

Stk. 2 Et varsel efter stk. 1 skal indeholde en begrundelse for ændringen. Begrundelsen skal angive

  • 1) de forhold, der har udløst ændringen, og en henvisning til de dele af aftalegrundlaget, der indeholder hjemmelen til at gennemføre ændringen, og

  • 2) oplysning om de væsentligste forhold, der har haft betydning for ændringens omfang, og disse forholds skønnede andel af den samlede stigning.

Stk. 3 Et varsel efter stk. 1 skal endvidere indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Kursværdien af forbrugerens lån. Er kursen ikke fast, skal ejendomskreditselskabet oplyse forbrugeren herom og om, hvordan forbrugeren kan få oplyst den aktuelle kurs.

  • 2) Oplysninger om, at forbrugeren har mulighed for at indfri lånet og omlægge det til et andet lån i samme ejendomskreditselskab eller hos en anden kreditgiver, og under hvilke betingelser forbrugeren kan indfri lånet.

  • 3) Oplysninger om, at andre kreditgivere kan findes på prisportaler drevet af private udbydere og på prisportalen for boliglån.

Stk. 4 Ved ændring af renter, ved væsentlige ændringer i andet vederlag eller ved opkrævning af et nyt vederlag skal varslet ske til forbrugeren på papir eller andet varigt medium. Varslet skal være kommet frem til forbrugeren, senest 6 måneder før ændringen træder i kraft.

Stk. 5 Stk. 1, 3 og 4 gælder ikke for ændringer, der er begrundet i udefrakommende forhold, som ejendomskreditselskabet ikke har indflydelse på.

Stk. 6 Bestemmelsen gælder ikke ved på forhånd aftalte ændringer i renter, renteloft eller rentegulv, når disse ændringer i henhold til aftalen kun kan gennemføres med mindst 3 års mellemrum.