Lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring § 8

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 394 af 2. maj 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 980 af 9. september 2019,
som ændret ved lov nr. 550 af 7. maj 2019, lov nr. 1563 af 27. december 2019, lov nr. 2200 af 29. december 2020 og lov nr. 2382 af 14. december 2021

§ 8

Direktøren for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forestår den daglige ledelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring under ansvar over for bestyrelsen.

Stk. 2 Direktøren i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er den til enhver tid værende direktør i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Direktøren for Arbejdsmarkedets Tillægspension kan bemyndige en anden ledende medarbejder i Arbejdsmarkedets Tillægspension til at varetage funktionen som direktør i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Stk. 3 Direktøren for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal følge de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har givet. Den daglige ledelse omfatter ikke dispositioner, der efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings forhold er af usædvanlig art eller stor betydning. Sådanne dispositioner kan direktøren kun foretage efter særlig bemyndigelse fra bestyrelsen, medmindre bestyrelsens beslutning ikke kan afventes uden væsentlig ulempe for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings virksomhed. Bestyrelsen skal i så fald snarest muligt underrettes om den trufne disposition.

Stk. 4 Direktøren for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal sikre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til enhver tid drives forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder.

Stk. 5 Direktøren for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal sikre, at opgaveudførelsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finder sted på forsvarligt grundlag og således, at bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har indsigt i og kan vurdere, om opgaveløsningen udføres tilfredsstillende.