Arbejdsmarkedets Tillægspension overtager fra tidspunktet for overdragelsen af opgaver fra Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 18, stk. 1, alle medarbejdere, der er ansat i Arbejdsskadestyrelsen eller med tjenestested i Arbejdsskadestyrelsen i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelse af de opgaver, som overdrages til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 2. Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2 Tjenestemænd, som udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelse af de opgaver, som overdrages til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 2, og som er ansat i Arbejdsskadestyrelsen eller med tjenestested i Arbejdsskadestyrelsen, bevarer fra tidspunktet for overdragelsen af opgaverne deres tjenestemandsansættelse i staten på vilkår, der svarer til de hidtidige vilkår, og er forpligtet til at gøre tjeneste i Arbejdsmarkedets Tillægspension.