Lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring Kapitel 10

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 394 af 02. maj 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 980 af 09. september 2019,
som ændret ved lov nr. 550 af 07. maj 2019, lov nr. 1563 af 27. december 2019, lov nr. 2200 af 29. december 2020 og lov nr. 2382 af 14. december 2021

Kapitel 10 1 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 18

Loven træder i kraft den 1. juli 2016, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 § 7, stk. 1-3, træder i kraft den 10. maj 2016.

§ 19

Arbejdsmarkedets Tillægspension overtager fra tidspunktet for overdragelsen af opgaver fra Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 18, stk. 1, alle medarbejdere, der er ansat i Arbejdsskadestyrelsen eller med tjenestested i Arbejdsskadestyrelsen i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelse af de opgaver, som overdrages til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 2. Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Tjenestemænd, som udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelse af de opgaver, som overdrages til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 2, og som er ansat i Arbejdsskadestyrelsen eller med tjenestested i Arbejdsskadestyrelsen, bevarer fra tidspunktet for overdragelsen af opgaverne deres tjenestemandsansættelse i staten på vilkår, der svarer til de hidtidige vilkår, og er forpligtet til at gøre tjeneste i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 20

Arbejdsmarkedets Tillægspension bærer fra tidspunktet for overdragelsen af opgaver fra Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vederlagskrav og andre forpligtelser for de medarbejdere, der overtages efter § 19, stk. 1. Beskæftigelsesministeriet bærer vederlagskrav og andre forpligtelser, der er optjent eller vedrører tiden før overtagelsesdagen, uanset om de på denne dag er forfaldne til betaling.

Stk. 2 Der udarbejdes senest 6 måneder efter overdragelsen sædvanlig refusionsopgørelse vedrørende alle vederlagskrav og andre forpligtelser omfattet af stk. 1 mellem Arbejdsmarkedets Tillægspension og Beskæftigelsesministeriet. Refusionsopgørelsen udarbejdes i overensstemmelse med normale regnskabsprincipper for periodeafgrænsning. Saldoen berigtiges kontant med tillæg af indskudsbevisrenten p.a. fra 6 måneder efter overtagelsen, til betaling sker.

Stk. 3 Arbejdsmarkedets Tillægspension dækker fra tidspunktet for overdragelsen af opgaver fra Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring alle Beskæftigelsesministeriets udgifter til varetagelsen af opgaven som ansættelsesmyndighed for tjenestemænd omfattet af § 19, stk. 2.

Stk. 4 Beskæftigelsesministeriet friholder Arbejdsmarkedets Tillægspension for ethvert krav efter stk. 1 og 2, som rettes mod Arbejdsmarkedets Tillægspension som følge af overtagelsen efter § 19 af medarbejdere, som ikke tiltræder ansættelse hos Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 21

Beskæftigelsesministeren kan i forbindelse med overdragelsen af opgaver fra staten til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bestemme, at staten beholder ejerskabet til aktiver, der er knyttet til administration af de opgaver, der overflyttes fra Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Træffer ministeren beslutning om at beholde ejerskabet til aktiverne, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension leje aktiverne, indtil de er endeligt afskrevne. Lejen svarer til afdragsprofilen for de erhvervede aktiver. Når aktiverne er endeligt afskrevne, kan ministeren og Arbejdsmarkedets Tillægspension aftale, at de overdrages til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 22

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.