Lov om Den Danske Klimaskovfond Kapitel 2

Denne konsoliderede version af lov om Den Danske Klimaskovfond er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 2186 af 29. december 2020

Kapitel 2 1 Fondens dispositioner
§ 3

Fondens bestyrelse beslutter årligt de nærmere temaer og strategier inden for de i § 1, stk. 2, nævnte formål, som fonden skal virke og disponere inden for.

§ 4

Fonden kan for at opnå og fremme sine formål, jf. § 1, stk. 2, og som tillæg til tilsvarende statslige indsatser anvende følgende former for støtteforanstaltninger og forretningsdispositioner, herunder kombinationer heraf:

  • 1) Iværksættelse af, deltagelse i og finansiering af skovrejsning med etablering af skovbryn og udtagning af lavbundsjord.

  • 2) Etablering af demonstrationsprojekter og projektering og facilitering af samarbejder mellem investorer og lodsejere eller bistand dertil, jf. nr. 1.

  • 3) Betaling af engangskompensation til lodsejere for tabte indtægter forbundet med udtagning af lavbundsjord, jf. nr. 1, dækning af lodsejeres udgifter forbundet med tinglysning af byrder, rådighedsbegrænsninger m.v., der som projektstøttevilkår skal tinglyses på deres ejendom, og betaling til leverandører, entreprenører m.fl. for disse aktørers ydelser i de projekter, som støttes af fonden, jf. nr. 1 og 2.

  • 4) Salg af CO2-enheder.

Stk. 2 Miljøministeren kan på forslag fra bestyrelsen fastsætte regler om andre lignende og formålstjenlige former for støtteforanstaltninger eller forretningsdispositioner, jf. stk. 1.

Stk. 3 Ministeren kan fastsætte nærmere regler om fondens dispositioner, herunder om evaluering af effekten af støttede projekter, og om fremgangsmåden ved behov for statsstøttenotifikation af nye eller forlængede støtteforanstaltninger og forretningsdispositioner, jf. stk. 1 og 2.

§ 5

Tildeling af støtte fra fonden skal ske igennem en eller flere årlige ansøgningsrunder, hvor lodsejere kan søge om støtte fra fonden. Fonden offentliggør samtidig med ansøgningsrunden information om fondens udvælgelsesprocedure og de kriterier, som vil indgå i fondens vurdering af ansøgningerne.

Stk. 2 Fonden kan på ansøgerens anmodning udarbejde eller indhente en projektbeskrivelse med tilhørende tilplantnings-, drifts- og plejeplan eller tilsvarende grundlag, der redegør for, hvilken nettoreduktion af drivhusgasudledning projektet konkret forventes at bidrage med, om der er relevante synergieffekter, og hvordan projektets effekter kan planlægges valideret, moniteret af fonden og verificeret af uafhængig tredjepart, jf. § 14, stk. 1. Udarbejdelse af projektbeskrivelsen, projektering m.v. kan ske i samarbejde med en investor, en donor og den eller de lodsejere, der ansøger.

Stk. 3 På ansøgerens anmodning skal fonden indhente de nødvendige myndighedsafgørelser for en lovlig realisering af projektet, som søges støttet.

Stk. 4 Fonden skal som vilkår for tildeling af støtte fastsætte krav om tinglysning på ejendommen af servitutter om tilplantnings-, drifts- og plejeplaner m.v., om adgang til monitering og verifikation ved uafhængig tredjepart, om, at projektets CO2-enheder tilkommer fonden, om fredskovspligt ved skovrejsningsprojekter og om ny varig naturtilstand ved lavbundsprojekter.

Stk. 5 Fonden kan som vilkår for tildeling af støtte fastsætte supplerende krav om tinglysning af andre byrder, rådighedsbegrænsninger m.v., bl.a. for arealets videre begrænsede anvendelse, herunder til varetagelse af visse synergieffekter i forhold til natur, biodiversitet, miljø, friluftsliv, kulturarv m.v., ud over af projektets forventede klimaeffekt.

§ 6

Projekter, som fonden ved afgørelse tildeler støtte, jf. § 5, kan etableres på privatejet areal og på arealer, der ejes af kommuner eller regioner m.v., jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Fonden kan midlertidigt erhverve og forvalte arealer med henblik på demonstrationsprojekter, jordfordeling, mageskifte el.lign.

§ 7

Fonden afgiver en årlig redegørelse om sin virksomhed til miljøministeren. Redegørelsen oversendes til Folketinget.