Lov om de gymnasiale uddannelser § 10

Denne konsoliderede version af lov om de gymnasiale uddannelser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1716 af 27. december 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 41 af 12. januar 2024

§ 10

En ansøger, der har afsluttet 10. klasse og ikke har retskrav efter § 8, har i op til 1 år herefter retskrav på optagelse på den 2-årige uddannelse til hf-eksamen under følgende forudsætninger:

  • 1) Ansøgeren har rettidigt søgt om optagelse til påbegyndelse i førstkommende skoleår, efter ansøgning er indgivet.

  • 2) Ansøgeren er ud fra en helhedsvurdering vurderet uddannelsesparat i henhold til lov om kommunal indsats for unge under 25 år.

  • 3) Ansøgeren har modtaget prøveforberedende undervisning i 2. fremmedsprog i 5.-9. klasse i folkeskolen eller prøveforberedende undervisning, der står mål hermed, og har aflagt folkeskolens 9.-klasseprøve i 2. fremmedsprog ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin, hvis prøven er blevet udtrukket for ansøgeren, eller 10.-klasseprøve i 2. fremmedsprog ved afslutningen af undervisningen på 10. klassetrin. Ansøgere, som har aflagt prøve i 2. fremmedsprog i 10. klasse, kan kun gøre det som folkeskolens 10.-klasseprøve og skal have aflagt både mundtlig og skriftlig prøve.

  • 4) Ansøgeren har i 10. klasse modtaget undervisning i dansk, engelsk og matematik og herefter aflagt folkeskolens 10.-klasseprøver i dansk, engelsk og matematik, både mundtlig og skriftlig del i alle tre fag.

  • 5) Ansøgeren har aflagt folkeskolens fælles 9.-klasseprøve i fysisk/kemi, biologi og geografi ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin eller 10.-klasseprøve i fysik/kemi ved afslutningen af undervisningen på 10. klassetrin.

  • 6) Ansøgeren har opnået mindst 2,0 i karaktergennemsnit i henholdsvis fagene dansk og matematik i 10.-klasseprøverne.

  • 7) Ansøgeren har uden at opfylde forudsætningen i nr. 2 krav på optagelse på den ønskede uddannelse, hvis vedkommende har opnået mindst 6,0 i karaktergennemsnit i resultaterne af de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen.

Stk. 2 Karakterer fra prøver, der aflægges ved afslutningen af undervisningen på 10. klassetrin, medregnes ved opgørelsen af, om betingelsen i stk. 1, nr. 7, er opfyldt, i det omfang det er til gunst for ansøgeren.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om proceduren for optagelse på den 2-årige uddannelse til hf-eksamen efter 10. klasse, herunder om frister.