Lov om Dansk Institut for Internationale Studier § 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 554 af 18. juni 2012,
som ændret ved lov nr. 656 af 12. juni 2013 og lov nr. 384 af 26. april 2017

Bestyrelsen
§ 3

Dansk Institut for Internationale Studier ledes af en bestyrelse, der fastlægger de overordnede faglige mål og strategier for instituttets virksomhed og udvikling, herunder forskningsprogram, og som træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets økonomi og forvaltning.

Stk. 2 Bestyrelsen for instituttet består af 9 medlemmer, som udpeges i deres personlige egenskab på følgende måde:

  • 1) 2 medlemmer udpeges af Danmarks Frie Forskningsfond,

  • 2) 2 medlemmer udpeges af Udviklingspolitisk Råd,

  • 3) 4 medlemmer udpeges af Rektorkollegiet under Danske Universiteter og

  • 4) 1 medlem udpeges af medarbejderne ved instituttet.

Stk. 3 Valg af en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen finder sted i henhold til bestemmelserne herom i selskabsloven. Medarbejderrepræsentanter er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende område.

Stk. 4 Medlemmerne af bestyrelsen udpeges for en 4-årig periode og kan genudpeges for yderligere en periode. Derefter kan de først vælges eller udpeges på ny efter mindst 4 års forløb.

Stk. 5 En repræsentant for Udenrigsministeriet udpeges af udenrigsministeren og en repræsentant for Forsvarsministeriet udpeges af forsvarsministeren til at deltage i bestyrelsesmøderne som observatører med taleret, men uden stemmeret.