Lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. § 10a

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 53 af 25. februar 1976,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1710 af 16. december 2010,
som ændret ved lov nr. 679 af 03. juni 2023

§ 10a

Inden for et samlet beløb på 30 mill. kr. kan økonomi- og erhvervsministeren stille midler af statskassen til rådighed for Grundejernes Investeringsfond til ydelse af tilskud til brandsikringsforanstaltninger i beboelsesbygninger, som er opført før år 1900, og som ikke er omfattet af § 3.

Stk. 2 Statstilskud efter stk. 1 kan alene ydes til beboelseslejligheder med et bruttoetageareal på ikke over 60 kvadratmeter. Tilskuddet udgør 25 pct. af den del af de på lejligheden hvilende brandsikringsudgifter, der overstiger 4.000 kr. Tilskuddet kan højst udgøre 2.000 kr. for hver lejlighed. Tilskud, der efter foranstående beregninger vil udgøre mindre end 500 kr. for en lejlighed, udbetales ikke.

Stk. 3 Tilskuddet er ikke indkomstskattepligtigt for tilskudsmodtagerne. Udgifterne, der skattemæssigt betragtes som udgifter til forbedringer, og som er betalt ved tilskud efter denne lov, medregnes ikke ved opgørelsen af grundlaget for skattemæssige afskrivninger. De medregnes heller ikke ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af den forbedrede ejendom. Udgifter, der skattemæssigt betragtes som udgifter til vedligeholdelse, kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, hvis de er betalt ved tilskud efter denne lov. Standardfradraget for vedligeholdelse af een- og tofamilieshuse berøres ikke af tilskuddet.

Stk. 4 I det omfang, der ydes tilskud til brandsikringsforanstaltninger, kan ejeren ikke kræve lejeforhøjelse.

Stk. 5 Ansøgning om tilskud bilagt dokumentation for de med brandsikringsarbejderne forbundne udgifter indsendes til Grundejernes Investeringsfond.