Lov om boligforhold § 94

Denne konsoliderede version af lov om boligforhold er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 342 af 22. marts 2022,
som ændret ved lov nr. 889 af 21. juni 2022, lov nr. 1311 af 27. september 2022, lov nr. 482 af 12. maj 2023, lov nr. 679 af 03. juni 2023 og lov nr. 1793 af 28. december 2023

§ 94

For hver retskreds beskikker præsidenten for vedkommende landsret for et tidsrum af 4 år et antal lægdommere. På en liste opføres personer, der udpeges efter forhandling med de større foreninger af grundejere i retskredsen. På en anden liste opføres personer, der udpeges efter forhandling med de større lejerforeninger i retskredsen.

Stk. 2 Findes der ikke større grundejer- eller lejerforeninger i retskredsen, udpeges de personer, der opføres på den ene liste, blandt grundejere i retskredsen, som tillige er udlejere, mens de personer, der opføres på den anden liste, udpeges blandt lejere i retskredsen, som ikke tillige er udlejere.

Stk. 3 Indenrigs- og boligministeren bestemmer, med hvilke organisationer og foreninger der skal forhandles.