Lov om boligforhold § 54

Denne konsoliderede version af lov om boligforhold er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 342 af 22. marts 2022,
som ændret ved lov nr. 889 af 21. juni 2022, lov nr. 1311 af 27. september 2022, lov nr. 482 af 12. maj 2023, lov nr. 679 af 03. juni 2023 og lov nr. 1793 af 28. december 2023

Godtgørelse for anvisningsret
§ 54

Godtgørelsen for anvisningsretten fastsættes på baggrund af antallet af lejligheder i den pågældende ejendom gange den aftalte anvisningsfrekvens, jf. § 50, stk. 1.

Stk. 2 Godtgørelsen udbetales som et engangsbeløb ved aftalens indgåelse og en godtgørelse for hver gang, anvisningsretten udnyttes. Godtgørelse for anvisningsrettens udnyttelse betales, når kommunalbestyrelsen inden den i § 56, stk. 1, fastsatte frist har givet meddelelse om at ville udnytte anvisningsretten. Godtgørelsen for anvisningsrettens udnyttelse betales desuden, når kommunalbestyrelsen ikke inden den nævnte frist har reageret på en meddelelse fra en udlejer om en ledig lejlighed, eller såfremt kommunalbestyrelsen efter fristens udløb alligevel ikke ønsker at råde over den ledigblevne lejlighed.

Stk. 3 Engangsbeløbet kan maksimalt udgøre 20 pct. af godtgørelsen fastsat efter stk. 1. Den godtgørelse, der udbetales, hver gang anvisningsretten udnyttes, udgør restgodtgørelsen pr. anvisningsret i den pågældende ejendom. Ejeren kan afsætte godtgørelsen for anvisningsretten på vedligeholdelseskontoen for ejendommen i Grundejernes Investeringsfond efter § 120 i lov om leje. Ved afsættelse af beløb efter 3. pkt. er ejeren forpligtet til også at afsætte de senere i den aftalte periode efter § 53, stk. 1, udbetalte godtgørelsesbeløb på den nævnte konto i Grundejernes Investeringsfond. Reglerne i §§ 59, 61, 62 og 75 og § 76, stk. 1, samt § 122 i lov om leje finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Indenrigs- og boligministeren fastsætter nærmere regler om disse indbetalinger til og udbetalinger fra Grundejernes Investeringsfond.