Lov om betalinger Kapitel 5

Denne konsoliderede version af lov om betalinger er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 652 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 18. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023

Kapitel 5 1 Oplysningskrav
§ 65

En udbyder af betalingstjenester har bevisbyrden for, at de oplysningskrav, der følger af dette kapitel, er opfyldt.

§ 66

En udbyder af betalingstjenester må ikke kræve betaling for oplysninger, som skal gives efter bestemmelserne i dette kapitel.

Stk. 2 Udbyderen, der efter anmodning fra en bruger leverer supplerende oplysninger oftere end krævet i henhold til dette kapitel eller tilbyder, at oplysningerne gives via andre kommunikationsmidler end fastlagt i rammeaftalen, må kun kræve en betaling herfor, der står i rimeligt forhold til udbyderens faktiske omkostninger.

§ 66a

En udbyder af betalingstjenester, der udbyder tjenester til forbrugere, skal stille den folder, som Kommissionen udarbejder i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, gratis til rådighed for alle udbyderens brugere på en let tilgængelig måde. Folderen skal fremgå af udbyderens hjemmeside og være tilgængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter og, hvor det er relevant, andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. For personer med handicap skal oplysningerne efter 1. pkt. stilles til rådighed ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.

Enkeltstående betalingstjenester
§ 67

En udbyder af betalingstjenester skal, senest samtidig med at der indgås aftale om at udføre en enkeltstående betalingstjeneste, meddele eller stille følgende oplysninger til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde, jf. dog stk. 6 og 7:

  • 1) De oplysninger eller den entydige identifikationskode, som brugeren skal angive, for at en betalingsordre kan gennemføres.

  • 2) Den maksimale gennemførelsestid for den ønskede betalingstjeneste.

  • 3) De gebyrer, som brugeren skal betale til udbyderen, herunder en udspecificering af gebyrerne.

  • 4) Vekselkursen og referencekursen, der skal gælde for betalingstransaktionen, hvis der foretages valutaveksling.

Stk. 2 Udbyderen skal, hvor det er relevant, ud over de i stk. 1 nævnte oplysninger stille andre af de oplysninger, som er nævnt i § 72, stk. 1, til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde.

Stk. 3 Oplysningerne i stk. 1 skal være klart formulerede og forståelige på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler.

Stk. 4 Udbyderen skal efter anmodning fra brugeren meddele denne oplysningerne i stk. 1 på papir eller andet varigt medium.

Stk. 5 Udbyderen skal ved forbrugeraftaler om betalingstjenester indgået ved fjernsalg endvidere give forbrugeren oplysninger i henhold til § 14, stk. 1, nr. 2-5, 10-12, 15 og 16, i forbrugeraftaleloven. For så vidt angår oplysningskravet i § 14, stk. 1, nr. 2, i forbrugeraftaleloven, skal der alene gives oplysninger om, at der kan være andre afgifter eller omkostninger forbundet med betalingstjenesten, der ikke betales af den erhvervsdrivende.

Stk. 6 Udbyderen skal, hvor en betalingstjeneste er gennemført på en brugers foranledning ved brug af en enhed til fjernkommunikation, meddele brugeren de oplysninger, der er anført i stk. 1, nr. 1-4, straks efter at betalingstransaktionen er gennemført.

Stk. 7 Udbyderen er, hvor en betalingsordre vedrørende en enkeltstående betalingstransaktion sendes via et betalingsinstrument, som er omfattet af en rammeaftale, jf. § 72, ikke forpligtet til at meddele oplysninger eller stille oplysninger til rådighed, som brugeren allerede modtager eller vil modtage på grundlag af rammeaftalen.

Særlige oplysningskrav for udbydere af betalingsinitieringstjenester
§ 68

En udbyder af betalingsinitieringstjenester, jf. bilag 1, nr. 7, skal, senest samtidig med at der iværksættes en betalingsinitieringstjeneste, ud over oplysningerne i § 67, stk. 1 og 2, meddele eller stille følgende oplysninger til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde:

  • 1) Navn, adresse og e-mailadresse på udbyderen.

  • 2) Adressen på en eventuel filial eller agent, som betalingsinitieringstjenesten udbydes igennem.

  • 3) Kontaktoplysninger på den relevante tilsynsmyndighed.

§ 69

En udbyder af betalingsinitieringstjenester, jf. bilag 1, nr. 7, skal, når der iværksættes en betalingsordre igennem denne, ud over oplysningerne i § 67, stk. 1 og 2, meddele eller stille følgende oplysninger til rådighed for betaleren og betalingsmodtageren umiddelbart efter iværksættelsen:

  • 1) En bekræftelse på, at betalingen er iværksat hos betalerens kontoførende udbyder.

  • 2) En reference, hvormed betaleren og betalingsmodtageren kan identificere betalingstransaktionen, og, hvor det er relevant, en reference, hvormed betalingsmodtageren kan identificere betaleren, samt eventuelle yderligere oplysninger, der er knyttet til betalingstransaktionen.

  • 3) Beløbets størrelse.

  • 4) De samlede gebyrer for betalingstransaktionen, herunder en udspecificering af gebyrerne.

Stk. 2 Udbyderen skal ud over at meddele eller stille de i stk. 1 nævnte oplysninger til rådighed for betaleren og betalingsmodtageren stille betalingstransaktionsreferencen til rådighed for betalerens kontoførende udbyder.

Oplysninger i forbindelse med gennemførelsen af betalingstjenester
§ 70

En betalers udbyder af betalingstjenester skal, umiddelbart efter at denne har modtaget en betalingsordre, meddele eller stille følgende oplysninger til rådighed for betaleren på en let tilgængelig måde:

  • 1) En reference, hvormed betaleren kan identificere betalingstransaktionen, og oplysninger om betalingsmodtageren.

  • 2) Betalingstransaktionens beløb i den valuta, som betaleren har anvendt i betalingsordren.

  • 3) En udspecificering af de gebyrer, som brugeren skal betale til udbyderen.

  • 4) Vekselkursen, som betalerens udbyder har anvendt ved betalingstransaktionen, eller en henvisning hertil, hvis vekselkursen er forskellig fra den vekselkurs, der er meddelt efter § 67, stk. 1, nr. 4, og betalingstransaktionens beløb efter valutaomregningen i de tilfælde, hvor der sker valutaveksling.

  • 5) Datoen for modtagelsen af betalingsordren.

Stk. 2 Oplysningerne skal være klart formulerede og letforståelige på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler.

Stk. 3 Udbyderen skal efter anmodning fra betaleren meddele oplysningerne i stk. 1 på papir eller andet varigt medium.

§ 71

En betalingsmodtagers udbyder af betalingstjenester skal, straks efter at betalingstransaktionen er gennemført, meddele eller stille følgende oplysninger til rådighed for betalingsmodtageren på en let tilgængelig måde:

  • 1) En reference, så betalingsmodtageren kan identificere betalingstransaktionen og betaleren, samt eventuelle yderligere oplysninger, der er knyttet til betalingstransaktionen.

  • 2) Betalingstransaktionens beløb i den valuta, som er til betalingsmodtagerens rådighed.

  • 3) En udspecificering af de gebyrer, som betalingsmodtageren skal betale til udbyderen.

  • 4) Vekselkursen, som betalingsmodtagerens udbyder har anvendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionens beløb inden valutaomregning i de tilfælde, hvor der sker valutaveksling.

  • 5) Valørdatoen for krediteringen, jf. § 115.

Stk. 2 Oplysningerne i stk. 1 skal være klart formulerede og letforståelige på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler.

Stk. 3 Udbyderen skal efter anmodning fra betalingsmodtageren meddele denne oplysningerne i stk. 1 på papir eller andet varigt medium.

Betalingstjenester omfattet af en rammeaftale
§ 72

En udbyder af betalingstjenester skal, senest samtidig med at en rammeaftale om en betalingstjeneste indgås, meddele brugeren følgende oplysninger:

  • 1) Om udbyderen:

    • a) Navn, adresse og e-mailadresse.

    • b) Adressen på en eventuel filial eller agent, som betalingstjenesten udbydes igennem.

    • c) Den relevante tilsynsmyndighed, det offentlige register, hvor udbyderens tilladelse er registreret, og registreringsnummeret eller tilsvarende identifikationsoplysninger.

  • 2) Om brugen af betalingstjenesten:

    • a) Betalingstjenestens væsentligste karakteristika.

    • b) Den type af oplysninger eller den type entydige identifikationskode, som brugeren skal oplyse, for at betalingstjenesten kan gennemføres korrekt.

    • c) Formen og proceduren for meddelelse af samtykke til at udføre en betalingstransaktion og tilbagekaldelse af samtykke.

    • d) En beskrivelse af det tidspunkt, hvor en betalingsordre betragtes som modtaget.

    • e) Den maksimale gennemførelsestid.

    • f) En eventuel mulighed for at aftale beløbsgrænser for anvendelse af et betalingsinstrument.

    • g) Anvendelse af kortbaserede betalingsinstrumenter, der har inkluderet to eller flere betalingsvaremærker, og brugerens rettigheder i henhold til artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 751/2015 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner.

  • 3) Om gebyrer, renter og vekselkurser:

    • a) Størrelsen på de gebyrer, som brugeren skal betale, herunder en udspecificering af gebyrerne.

    • b) Rentesatser og vekselkurser, der skal finde anvendelse, eller, hvis der anvendes en referencerentesats eller referencekurs, beregningsmetoden for den faktiske rente og den relevante dato og indeks eller grundlag for fastsættelse af en sådan referencerentesats eller referencekurs.

    • c) Eventuel aftale om øjeblikkelig anvendelse af ændringer i referencerentesatsen eller referencekursen, og hvorledes disse ændringer meddeles, jf. § 74, stk. 4.

  • 4) Om kommunikation:

    • a) Kommunikationsmidler og tekniske krav til brugerens udstyr, der anvendes til overførsel af oplysninger eller meddelelser efter denne lov.

    • b) Hvordan og hvor ofte oplysninger efter denne lov vil blive stillet til rådighed for brugeren.

    • c) Hvilket sprog rammeaftalen indgås på, og på hvilket sprog kommunikationen mellem udbyderen og brugeren skal foregå.

    • d) Retten til at modtage oplysninger efter § 73.

  • 5) Om beskyttelsesforanstaltninger og korrigerende foranstaltninger:

    • a) En beskrivelse af de sikkerhedsforanstaltninger, en bruger skal iagttage ved brug af betalingsinstrumenter, herunder hvordan der skal ske underretning efter § 93, nr. 3.

    • b) En sikker procedure for, hvordan udbyderen kan underrette brugeren om mistanke om eller faktiske tilfælde af misbrug eller sikkerhedstrusler.

    • c) Betingelserne for udbyderens ret til at spærre et betalingsinstrument, jf. § 92, hvis en sådan er aftalt.

    • d) Procedurerne for meddelelse om uautoriserede eller fejlbehæftede transaktioner, jf. § 94, og reglerne om ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner, jf. §§ 99 og 100.

    • e) Udbyderens ansvar for iværksættelse eller gennemførelse af betalingstransaktioner.

    • f) Betingelserne for tilbagebetaling af betalingstransaktioner iværksat af eller via en betalingsmodtager, jf. §§ 101 og 102.

  • 6) Om ændringer af rammeaftalen:

    • a) Oplysning om, at rammeaftalens betingelser kan ændres, medmindre brugeren inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato har meddelt, at vedkommende ikke kan godkende ændringerne, hvis en sådan aftale er indgået, jf. § 74.

    • b) Rammeaftalens varighed.

    • c) Brugerens ret til at opsige rammeaftalen, jf. § 75.

  • 7) Om klage og erstatning:

    • a) Lovvalgsklausuler, der eventuelt finder anvendelse på rammeaftalen.

    • b) Udenretslige klagemuligheder og adgang til at klage til den relevante tilsynsmyndighed.

Stk. 2 Udbyderen skal ved indgåelse af en rammeaftale om en betalingskonto udlevere et gebyroplysningsdokument, jf. § 3 i lov om betalingskonti.

Stk. 3 Oplysningerne i stk. 1 skal meddeles på papir eller andet varigt medium og være klart formulerede og letforståelige på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler.

Stk. 4 Udbyderen skal ved forbrugeraftaler om betalingstjenester indgået ved fjernsalg endvidere give forbrugeren oplysninger i henhold til § 14, stk. 1, nr. 2-5, 10-12, 15 og 16, i lov om forbrugeraftaler. For så vidt angår oplysningskravet i § 14, stk. 1, nr. 2, i lov om forbrugeraftaler, skal der alene gives oplysninger om, at der kan være andre afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende.

Stk. 5 Udbyderen skal, hvor en betalingstransaktion er gennemført på en brugers foranledning ved brug af en enhed til fjernkommunikation, meddele brugeren de oplysninger, der er anført i stk. 1, straks efter at betalingstransaktionen er gennemført.

§ 73

En bruger har til enhver tid i løbet af kontraktforholdet ret til efter anmodning at modtage rammeaftalen og de oplysninger, der er nævnt i § 72, stk. 1, på papir eller andet varigt medium.

§ 74

En udbyder af betalingstjenester skal varsle ændringer i en rammeaftale og i de oplysninger, der fremgår af § 72, stk. 1, som er til ugunst for brugeren, senest 2 måneder før ændringerne træder i kraft.

Stk. 2 Ændringerne efter stk. 1 skal meddeles brugeren på den i § 72, stk. 3, fastsatte måde.

Stk. 3 Er det aftalt mellem parterne, at rammeaftalens betingelser kan ændres som anført i § 72, stk. 1, nr. 6, litra a, skal varsling efter stk. 1 indeholde oplysning om, at brugeren skal anses for at have godkendt ændringerne, hvis brugeren ikke inden ændringernes ikrafttrædelsesdato har meddelt udbyderen, at brugeren ikke kan godkende disse. Varslingen skal indeholde oplysninger om, at brugeren har ret til at opsige rammeaftalen straks og vederlagsfrit inden ændringernes ikrafttrædelsesdato.

Stk. 4 Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen kan uanset stk. 1 træde i kraft straks, hvis dette er fastlagt i rammeaftalen og ændringerne bygger på den referencerentesats eller den referencekurs, der er aftalt, jf. § 72, stk. 1, nr. 3, litra b og c, eller hvis ændringerne er til fordel for brugeren. Brugeren skal underrettes hurtigst muligt om renteændringen på den i § 72, stk. 3, fastsatte måde, medmindre det er aftalt mellem parterne, at oplysningerne gives eller stilles til rådighed med en bestemt hyppighed eller på en bestemt måde.

Stk. 5 Udbyderen skal beregne ændringer i rentesatser eller vekselkurser efter en neutral metode uden forskelsbehandling af brugerne.

Stk. 6 Ændringer i rammeaftalen og i de oplysninger, der fremgår af § 72, stk. 1, som ikke er foretaget i overensstemmelse med denne bestemmelse, har ikke virkning for brugeren.

§ 75

En bruger kan opsige en rammeaftale uden varsel, medmindre der mellem parterne er aftalt en opsigelsesfrist. Opsigelsesfristen må ikke overstige 1 måned.

Stk. 2 I forbindelse med indgåelse af en rammeaftale kan det aftales mellem parterne, at udbyderen kan opsige rammeaftalen med mindst 2 måneders varsel på den i § 72, stk. 3, fastsatte måde, medmindre andet følger af hvidvaskloven. Opsigelse af en rammeaftale om en basal betalingskonto kan kun ske i overensstemmelse med § 13 i lov om betalingskonti.

Stk. 3 Udbyderen må ikke opkræve et gebyr fra brugeren for opsigelse af en rammeaftale, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Stk. 3 finder dog ikke anvendelse, såfremt en rammeaftale er indgået for en tidsbegrænset periode på mere end 6 måneder eller på ubestemt tid og denne opsiges af brugeren inden udløbet af de første 6 måneder. Et gebyr skal stå i rimeligt forhold til udbyderens omkostninger ved opsigelsen.

Stk. 5 I det omfang der opkræves løbende gebyrer for en betalingstjeneste, kan udbyderen kun opkræve gebyrer for perioden frem til rammeaftalens ophør. Forudbetalte gebyrer skal tilbagebetales forholdsmæssigt.

§ 76

En udbyder af betalingstjenester skal, når en betaler har iværksat en betalingstransaktion omfattet af en rammeaftale, efter anmodning fra betaleren oplyse denne om den maksimale gennemførelsestid og udspecificere de gebyrer, som betaleren skal betale.

§ 77

En udbyder af betalingstjenester skal, når en betalingstransaktion omfattet af en rammeaftale er blevet debiteret betalerens konto eller efter modtagelse af en betalingsordre, såfremt betaleren ikke anvender en betalingskonto, snarest muligt meddele betaleren følgende oplysninger på den i § 72, stk. 3, fastsatte måde:

  • 1) En reference, så betaleren kan identificere betalingstransaktionen, oplysninger om betalingsmodtageren og yderligere oplysninger, der er knyttet til betalingstransaktionen.

  • 2) Betalingstransaktionens beløb angivet i den valuta, som betalerens konto er blevet debiteret med, eller i den valuta, der er blevet anvendt i betalingsordren.

  • 3) En udspecificering af de samlede gebyrer for betalingstransaktionen eller den rente, som betaleren skal betale.

  • 4) Den anvendte vekselkurs for betalingstransaktionen og beløbet for betalingstransaktionen efter valutaomregningen.

  • 5) Valørdatoen for debitering eller datoen for modtagelse af betalingsordren, jf. § 115.

Stk. 2 Udbyderen og betaleren kan aftale, at oplysningerne efter stk. 1 skal meddeles eller stilles til rådighed for betaleren mindst en gang om måneden på en måde, som gør det muligt at lagre og gengive oplysningerne uændret.

§ 78

Betalingsmodtagerens udbyder af betalingstjenester skal efter gennemførelsen af en betalingstransaktion omfattet af en rammeaftale snarest muligt meddele betalingsmodtageren følgende oplysninger på den måde, der er fastsat i § 72, stk. 3:

  • 1) En reference, så betalingsmodtageren kan identificere betalingstransaktionen, oplysninger om betaleren og yderligere oplysninger, der er knyttet til betalingstransaktionen.

  • 2) Betalingstransaktionens beløb angivet i den valuta, som betalingsmodtagerens konto er blevet krediteret i.

  • 3) En udspecificering af de samlede gebyrer for betalingstransaktionen eller den rente, betalingsmodtageren skal betale.

  • 4) Den anvendte vekselkurs for betalingstransaktionen og beløbet for betalingstransaktionen efter valutaomregningen.

  • 5) Valørdatoen for krediteringen, jf. § 115.

Stk. 2 Udbyderen og betalingsmodtageren kan aftale, at oplysninger efter stk. 1 skal meddeles eller stilles til rådighed for betalingsmodtageren mindst en gang om måneden på en måde, som gør det muligt at lagre og gengive oplysningerne uændret.

Mikrobetalingsinstrumenter
§ 79

En udbyder af betalingstjenester kan ved udbud af mikrobetalingsinstrumenter aftale med en bruger, at de i stk. 2-4 nævnte fravigelser til bestemmelserne i § 72, stk. 1-3 og 5, og §§ 74 og 76-78 skal finde anvendelse.

Stk. 2 En udbyder og en betaler kan ved indgåelse af en rammeaftale aftale, at uanset § 72, stk. 1-3 og 5, og § 76 skal udbyderen kun meddele betaleren oplysninger om de vigtigste karakteristika ved betalingstjenesten, herunder den måde, hvorpå betalingsinstrumentet kan anvendes, betalerens forpligtelser, de opkrævede gebyrer og andre væsentlige oplysninger, der er nødvendige for at træffe en beslutning på oplyst grundlag. Udbyderen skal angive, hvor de oplysninger, der er anført i § 72, stk. 1, er stillet til rådighed på en let tilgængelig måde.

Stk. 3 En udbyder og en betaler kan aftale, at udbyderen uanset § 74, stk. 2, ikke er forpligtet til at meddele ændringer i en rammeaftale på den i § 72, stk. 3, fastsatte måde.

Stk. 4 En udbyder og en betaler kan aftale, at udbyderen uanset §§ 77 og 78 kun skal meddele en reference eller stille en reference til rådighed, der gør det muligt for betaleren at identificere betalingstransaktionen, transaktionens beløb og gebyrer. Er der tale om flere betalingstransaktioner af samme art til samme betalingsmodtager, skal der kun oplyses om det samlede beløb og de samlede gebyrer for disse transaktioner. Endvidere kan det aftales, at §§ 77 og 78 ikke finder anvendelse, hvis mikrobetalingsinstrumentet anvendes anonymt, eller hvis det ikke er teknisk muligt for udbyderen at meddele disse oplysninger. Betaleren skal dog altid have mulighed for at kontrollere mikrobetalingsinstrumentets saldo.