Lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1534 af 19. december 2017

Kapitel 2 1 Olie
§ 8

Ved olie forstås i denne lov enhver form for mineralolie og blandinger heraf, herunder råolie, naturgaskondensat, olieslam og olieaffald, samt brændselsolie og alle andre raffinerede produkter bortset fra petrokemikalier, der er klassificerede i henhold til § 11.

Stk. 2 Ved olietankskib forstås i denne lov et skib, der er indrettet til at transportere olie, eller som transporterer olie i bulk.

§ 9

Miljø- og fødevareministeren fastsætter til opfyldelse af internationale aftaler regler om udtømning af olie og olieholdigt ballastvand fra olietankskibe og andre skibe. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, hvor udtømning må finde sted, hvordan udtømningen skal foregå, herunder at den skal ske under anvendelse af godkendte systemer, og hvilke mængder der må udtømmes, herunder udtømningshastighed.