Lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger § 14a

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 231 af 02. april 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1837 af 21. september 2021

§ 14a

Udbetalinger, som medfører ændringer af modtagerens ejerandele i foreningen, anses for udbytte, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Modtageren er et selskab m.v. (juridisk person) med hjemsted i udlandet.

  • 2) Foreningen ejer på udbetalingstidspunktet aktier m.v. i et selskab, der er hjemmehørende her i landet, og som er koncernforbundet med modtageren.

  • 3) Foreningen har på udbetalingstidspunktet et medlem, som er et selskab, en fond eller en trust, der er hjemmehørende i Danmark, en stat, der er medlem af EU/EØS, eller en stat, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, og som er koncernforbundet med modtageren.

Stk. 2 Stk. 1 finder kun anvendelse, hvis det modtagende selskab m.v. ikke opfylder betingelserne for at modtage skattefrit udbytte efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, såfremt det modtagende selskab m.v. umiddelbart inden udbetalingen fra foreningen havde modtaget udbytte af aktier m.v. fra det selskab, som det er koncernforbundet med, og hvori foreningen på udbetalingstidspunktet ejer aktier m.v.

Stk. 3 Ved fastsættelsen af, hvornår der er tale om koncernforbundne selskaber, finder ligningslovens § 2 anvendelse. Med en juridisk person sidestilles et selskab og en forening m.v., der efter danske skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, men hvis forhold er reguleret af selskabsretlige regler, en selskabsaftale eller en foreningsvedtægt.