Lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 231 af 02. april 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1837 af 21. september 2021

Kapitel 7 1 Flytning og ophør mv.
§ 18

Ved et medlems ophør af skattepligt eller flytning af hjemsted i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst i tilfælde, som ville have medført beskatning af medlemmet efter aktieavancebeskatningslovens § 38, såfremt personen havde ejet sin andel af den kontoførende investeringsforenings aktier direkte, skal de urealiserede fortjenester på indskuddets aktiebeholdninger medregnes i medlemmets skattepligtige indkomst i samme omfang, som hvis indskuddet var hævet. Endvidere skal de urealiserede tab på indskuddets aktiebeholdninger fradrages i samme omfang, som hvis indskuddet blev hævet. Tabet kan dog kun fradrages i fortjeneste efter 1. pkt. Foreningen opgør de urealiserede fortjenester og tab på fraflytningstidspunktet, når den er blevet bekendt med, hvilke aktiebeholdninger der omfattes.

§ 19

Såfremt en kontoførende forening ophører med at være en kontoførende forening, beskattes medlemmerne, og foreningen foretager opgørelser, som om medlemmerne hæver deres indskud, selv om foreningen ikke opløses. Andelene i den ikke opløste forening anses for anskaffet på beskatningstidspunktet efter 1. pkt. for handelsværdien på dette tidspunkt. Den ikke opløste forenings aktiver anses ligeledes for anskaffet på beskatningstidspunktet efter 1. pkt. for handelsværdien på dette tidspunkt.