Lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag Kapitel 2

Denne konsoliderede version af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1090 af 23. december 1992,
jf. lovbekendtgørelse nr. 111 af 30. januar 2024

Kapitel 2 1 Lønrefusion og pensionsrefusion
§ 4

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag yder refusion til de i § 2 nævnte arbejdsgivere, der i henhold til uddannelsesaftale har udbetalt løn under skoleophold til elever eller lærlinge under erhvervsuddannelse i overensstemmelse med lovgivningen for disse uddannelser og til elever under uddannelser, der efter beslutning truffet af bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan sidestilles med erhvervsuddannelser. Lønrefusion efter 1. pkt. kan udgøre mere end 100 pct. af den udbetalte løn under skoleophold.

Stk. 2 For elever og lærlinge, der ved uddannelsesaftalens påbegyndelse er fyldt 25 år, ydes refusion efter stk. 1 med en særlig takst for voksne, såfremt arbejdsgiveren udbetaler voksenelevløn. Udbetales almindelig elevløn, ydes refusion med de takster, der gælder for elever og lærlinge under 25 år. For elever og lærlinge, der er omfattet af § 66 y, stk. 1, nr. 1, i lov om erhvervsuddannelser, kan arbejdsgiveren tidligst opnå ret til lønrefusion efter stk. 1 fra det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren forinden har beskæftiget den pågældende på fuld tid i sammenhængende 3 måneder eller ved deltidsbeskæftigelse i en sammenhængende periode, der svarer til 3 måneders fuldtidsbeskæftigelse. 3. pkt. finder anvendelse, uanset om arbejdsgiveren udbetaler voksenelevløn eller almindelig elevløn.

Stk. 3 Refusion ydes ikke, såfremt der for arbejdsgiveren udføres produktivt arbejde som led i skoleopholdene af et omfang svarende til den udbetalte løn.

Stk. 4 Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag fastsætter regler om betingelser for udbetaling af refusionsbeløb samt regler om helt eller delvist bortfald af lønrefusion, når arbejdsgiveren samtidig modtager støtte til praktik- eller lærepladsen i henhold til anden lovgivning.

§ 4a

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag yder som tillæg til lønrefusionen efter § 4 refusion til arbejdsgivere, som i henhold til uddannelsesaftale som led i lønnen har betalt pensionsbidrag under skoleophold for elever eller lærlinge under erhvervsuddannelse i overensstemmelse med lovgivningen for disse uddannelser eller for elever under uddannelser, som kan sidestilles med erhvervsuddannelser, jf. § 4, stk. 1. Refusionen kan dog højst udgøre 8 pct. af elevens eller lærlingens til enhver tid værende lønrefusionstrin.

Stk. 2 Refusion efter stk. 1 ydes på baggrund af arbejdsgiverens andel af indbetaling af pensionsbidrag.

Stk. 3 Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag fastsætter regler om betingelser for udbetaling af refusion af beløb efter stk. 1 og regler om helt eller delvist bortfald af pensionsrefusion, når arbejdsgiveren samtidig modtager støtte til praktik- eller lærepladsen i henhold til anden lovgivning.

§ 5

Taksterne for lønrefusion fastsættes i de årlige finanslove efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Endvidere fastsættes i de årlige finanslove den procentandel, hvormed lønrefusion efter § 4, stk. 1, 2. pkt., maksimalt kan ydes i forhold til den udbetalte løn under skoleophold.

Stk. 2 Henvisningerne til erhvervsuddannelseslovens § 24, stk. 3 og 4, er forkerte da de bestemmelser ikke længere findes.
Se eventuelt erhvervsuddannelseslovens § 24, stk. 2 - den 1. august 2015 vil henvisningen i denne bestemmelse blive ændret fra § 24, stk. 3 og 4, til § 24, stk. 2, i erhvervsuddannelsesloven, jf. § 4, nr. 3, og § 1, nr. 23, samt § 10 i ændringslov nr. 634 af 16. juni 2014.
Staten afholder en del af de udgifter til lønrefusion efter stk. 1, som vedrører supplerende undervisning, der er studieforberedende, i en erhvervsuddannelses grundforløb og hovedforløb, jf. § 24, stk. 2, og § 33 a i lov om erhvervsuddannelser. Statens tilskud beregnes med en sats svarende til SU-stipendiesatsen for udeboende, der er fyldt 20 år, og udbetales kvartalsvis til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag nærmere regler om ordningen, herunder om revisorattestation af oplysninger fra skolerne.