Ansættelsesklausulloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af ansættelsesklausulloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ansættelsesklausuler

Lov nr. 1565 af 15. december 2015

Kapitel 3 1 Konkurrenceklausuler-, kundeklausuler og kombinerede ansættelsesklausuler
§ 5

En aftale om en konkurrenceklausul er alene gyldig, når lønmodtageren

  • 1) indtager en helt særlig betroet stilling eller indgår en aftale med arbejdsgiveren om udnyttelsesretten til en af lønmodtageren gjort opfindelse,

  • 2) skriftligt får oplyst, hvilke forhold i lønmodtagerens ansættelse der gør det påkrævet at indgå en aftale om en konkurrenceklausul,

  • 3) har været i et ansættelsesforhold hos arbejdsgiveren i en uafbrudt periode på mindst 6 måneder,

  • 4) får kompensation for den periode, hvor konkurrenceklausulen gælder, efter § 8,

  • 5) ikke forpligtes af konkurrenceklausulen i mere end 12 måneder fra fratrædelsestidspunktet og

  • 6) skriftligt får udleveret oplysningerne om forholdene i nr. 1-5.

§ 6

En aftale om en kundeklausul er alene gyldig, når

  • 1) aftalen angår kunder, som lønmodtageren har været i forretningsmæssig forbindelse med inden for de seneste 12 måneder før opsigelses- eller afskedigelsestidspunktet,

  • 2) lønmodtageren har været i et ansættelsesforhold hos arbejdsgiveren i en uafbrudt periode på mindst 6 måneder,

  • 3) lønmodtageren får kompensation for den periode, hvor kundeklausulen gælder, efter § 8,

  • 4) lønmodtageren ikke forpligtes af kundeklausulen i mere end 12 måneder fra fratrædelsestidspunktet og

  • 5) lønmodtageren skriftligt får udleveret oplysningerne om forholdene i nr. 1-4.

Stk. 2 Ved en lønmodtagers egen opsigelse eller ved afskedigelse af en lønmodtager, som har påtaget sig en kundeklausul, skal lønmodtageren have udleveret en af arbejdsgiveren udarbejdet liste over kunder som nævnt i stk. 1, nr. 1.

§ 7

En aftale om en kombineret ansættelsesklausul er alene gyldig, når

  • 1) lønmodtageren ikke forpligtes af den kombinerede ansættelsesklausul i mere end 6 måneder fra fratrædelsestidspunktet og

  • 2) betingelserne i §§ 5 og 6 er opfyldt.