Lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. § 14b

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 310 af 16. maj 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 864 af 25. juni 2013,
som ændret ved lov nr. 2067 af 21. december 2020

§ 14b

Ved besættelse af en provstestilling, hvor provstestillingen udgør mere end 50 pct. af stillingens indhold, og ved besættelse af en stilling som særprovst afholder biskoppen et møde med henholdsvis pastoratets menighedsråd og provstiudvalget, hvor de indkomne ansøgninger til den ledige stilling gennemgås. Senest 3 uger efter afholdelse af de i 1. pkt. nævnte møder afgiver pastoratets menighedsråd en udtalelse om ansøgerne. Provstiudvalget afgiver senest 3 uger efter det i 1. pkt. nævnte møde med biskoppen en udtalelse om mindst fem af ansøgerne i prioriteret rækkefølge.

Stk. 2 Biskoppen afgiver udtalelse om mindst tre ansøgere i egen prioriteret rækkefølge blandt de fem, som provstiudvalget har afgivet udtalelse om, hvis der efter biskoppens opfattelse er tre egnede. Hvis biskoppen ikke finder, at der er tre egnede ansøgere blandt de i 1. pkt. nævnte fem ansøgere, afgiver biskoppen udtalelse om færre end tre ansøgere. Såfremt biskoppen ikke finder nogen af de fem ansøgere, som provstiudvalget har afgivet udtalelse om, egnede, drøfter biskoppen igen ansøgningerne med provstiudvalget og afgiver herefter udtalelse om mindst tre ansøgere i prioriteret rækkefølge blandt samtlige ansøgere. Biskoppen sender ansøgningerne og pastoratets menighedsråds, provstiudvalgets og sin egen udtalelse til Ministeriet for Ligestilling og Kirke.