Lov om Anlæg og Drift af Private Jernbaner § 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 88 af 08. maj 1894,
som ændret ved lov nr. 89 af 27. april 1900

§ 5

I Eneretsbevillingerne bliver der at optage Bestemmelser om:

a. at Bevillingshaveren skal forelægge Indenrigsministeren fuldstændige Planer til Anlæget af Banen med Redegørelse for Sikringen af Anlægskapitalens Tilvejebringelse og underkaste sig Ministerens Bestemmelse om Banens Retningslinie, Bygningsmaade, Forsyning med alt Tilbehør - derunder de til Banens første Anlæg fornødne Lokaler for Told-, Post- og Telegrafvæsen, - Driftplan , Betalings- og Befordringsregler m. v.;

b. at Bevillingshaveren er underkastet Indenrigsministerens Bestemmelse om de fornødne Foranstaltninger til at hindre Ildsvaade paa de til Banen stødende brandfarlige Arealer og om Vilkaarene for Banens Tilslutning til bestaaende Baner samt for mulig Medafbenyttelse af disse;

c. at Bevillingshaveren er underkastet de Bestemmelser, som Indenrigsministeren fastsætter med Hensyn til gensidig Tilslutning og Drift, naar Sidebaner fremtidig ønskes satte i Forbindelse med Banen;

d. at Bevillingshaveren er underkastet Indenrigsministerens Bestemmelse om Anvendelse af indenlandsk Arbejdskraft ved Anlæget, om Forbud mod Søn- og Helligdagsarbejde ved Anlæget samt om Forsikring af Arbejdere ved Anlæget og af ansatte ved Banedriften mod Ulykkestilfælde under deres Arbejde;

e. at alle Medlemmer af Styrelsen for Banen saavel som alle ved denne ansatte skulle have dansk Indfødsret og være danske Undersaatter;

f. at Udgiften ved Førelsen af Regeringens Tilsyn med Banens Anlæg skal afholdes af Bevillingshaveren;

g. at Banen skal aabnes for Driften i sin hele Udstrækning senest 4 Aar efter Enerettens Meddelelse;

h. at der fra Banens Aabning af det aarlige Driftsoverskud skal opspares en Reserve- og Fornyelsesfond, svarende til 10 pCt. af Anlægskapitalen (jfr. § 3), til Sikkerhed for Banens fortsatte og uforstyrrede Drift. Større Fornyelser og Udvidelser af Anlæget med Tilbehør kunne kun med Indenrigsministerens Billigelse afholdes af Fonden og kun, for saa vidt denne derved ikke bringes ned under 5 pCt. af Anlægskapitalen. Naar der er gjort Brug af nogen Del af Fonden, skal den af Banens Overskud bringes op til sin oprindelige Størrelse, førend der kan udbetales Udbytte til Aktionærerne. Saa længe Fonden ikke er bragt op til 5 pCt. af Anlægskapitalen, skal dertil henlægges 40 pCt. af det aarlige Driftsoverskud, derefter 10 pCt. af samme, indtil Fonden er bragt op til 10 pCt. af Anlægskapitalen;

i. at der er forbeholdt Staten Ret til efter 25 Aars Forløb fra Banens Aabning i hele sin Udstrækning, at overtage Baneanlæget med Tilbehør og med derpaa hvilende Forpligtelser enten mod Udredelsen af et Vederlag lig det 20-dobbelte af Gennemsnittet af Banens Nettoudbytte i de sidste 3 Aar, der gaa forud for det Aar, i hvilket den forlanges overdragen til Staten, eller mod Udredelsen af en Sum, der svarer til den Kapital, som bevislig er anvendt til Anlæget af Banen. Staten skal have Valget mellem disse to Overdragelsesmaader, og kan der i begge Tilfælde efter uvillige Mænds Skøn fradrages i Vederlaget et passende Beløb, saafremt Banen med Tilbehør ikke paa Overdragelsens Tid i enhver Henseende findes i fuldstændig og velvedligeholdt Stand;

k. hvorledes der skal sikres Regeringen Adgang til at skaffe sig nøjagtig Oplysning om Størrelsen af den til Anlæget bevislig anvendte Udgift og om Driftsudbyttet; samt

l. hvorledes Spørgsmaalet om Nettoudbyttets Beregning skal finde Afgørelse.