Lov om anlæg af en ny Storstrømsbro og nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 737 af 01. juni 2015,
som ændret ved lov nr. 1568 af 12. december 2023

Kapitel 1 1 Anlæg af en ny Storstrømsbro og nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro
§ 1

Transportministeren bemyndiges til at

  • 1) anlægge en ny kombineret vej- og dobbeltsporet jernbanebro forsynet med en dobbeltrettet fælles cykel- og gangsti over Storstrømmen mellem Falster og Masnedø samt tilhørende landanlæg,

  • 2) gennemføre eller få gennemført relaterede projekter til de i nr. 1 nævnte anlægsprojekter, herunder anlæg af en ny sejlrende til Orehoved Havn og omlægning af søkabler og kabler mellem og på Falster, Masnedø og Sjælland efter aftale med ledningsejerne,

  • 3) nedrive den eksisterende Storstrømsbro mellem Falster og Masnedø, når den nye Storstrømsbro er anlagt og taget i brug, og

  • 4) foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen af de i nr. 1-3 nævnte projekter.

Stk. 2 Kort over linjeføringen af den nye Storstrømsbro inklusive landanlæg og den eksisterende Storstrømsbro, jf. stk. 1, fremgår af lovens bilag 1.