Lov om anlæg af en Nordhavnstunnel Kapitel 3

Denne konsoliderede version af lov om anlæg af en Nordhavnstunnel er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1552 af 27. december 2019

Kapitel 3 1 Fravigelse af anden lovgivning
§ 5

Anlægsprojektet nævnt i § 1 kræver ikke dispensation eller tilladelse til klapning, opgravning og genplacering af havbundsmaterialer i Svanemøllehavnen og Kalkbrænderiløbet efter §§ 25-28 i lov om beskyttelse af havmiljøet, §§ 20-21 i lov om råstoffer, § 27 i lov om miljøbeskyttelse eller § 24, stk. 3 og 4, i lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S eller regler udstedt i medfør af disse love.

Stk. 2 Reglerne om kommune- og lokalplaner i lov om planlægning og kapitel 8 og 8 a i museumsloven finder ikke anvendelse ved gennemførelse af anlægsprojektet nævnt i § 1.

§ 6

Kommunalbestyrelsens, regionens eller en statslig myndigheds afgørelse om udførelse af anlægsprojektet nævnt i § 1, som træffes efter byggeloven, lov om naturbeskyttelse, lov om vandforsyning m.v., lov om miljøbeskyttelse, lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om råstoffer eller lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer eller regler udstedt i medfør af disse love, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 2 De kommunale tilsynsmyndigheder fører ikke tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af stk. 1.

§ 7

Bestemmelserne i §§ 5 og 6 finder tilsvarende anvendelse på ændringer og udvidelser af anlægsprojektet nævnt i § 1, der er tilladt efter § 4.