Lov om aktiviteter i det ydre rum Kapitel 1

Denne konsoliderede version af lov om aktiviteter i det ydre rum er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 409 af 11. maj 2016

Kapitel 1 1 Formål og anvendelsesområde
§ 1

Formålet med loven er at fastlægge rammerne for, at danske aktiviteter i det ydre rum finder sted på et reguleret og sikkerhedsmæssigt betryggende grundlag gennem

  • 1) godkendelse af og tilsyn med aktiviteter i det ydre rum,

  • 2) registrering af rumgenstande og

  • 3) sikring af klarhed om aktørernes ansvar for skader forvoldt af rumgenstande.

§ 2

Loven finder anvendelse på rumaktiviteter, som foretages i den danske stat.

Stk. 2 Loven finder endvidere anvendelse på rumaktiviteter, som uden for den danske stat foretages

  • 1) på dansk fartøj eller indretning eller

  • 2) af danske operatører.

§ 3

Uddannelses- og forskningsministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren og transport- og bygningsministeren fastsætte regler om, at §§ 5-9 og 11-21 og regler udstedt i medfør heraf skal finde tilsvarende anvendelse, for så vidt angår civile aktiviteter i højder under det ydre rum, som ikke er omfattet af definitionerne i § 4, nr. 1 og 2.