Vandafgiftsloven § 17

Denne konsoliderede version af vandafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af ledningsført vand

Lov nr. 492 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 13 af 09. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 329 af 28. marts 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

Kontrolbestemmelser
§ 17

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes i forbindelse med driften af registreringspligtige virksomheder, og til at efterse virksomhedernes forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v. Told- og skatteforvaltningen er endvidere berettiget til at foretage tilsvarende eftersyn hos virksomheder, der begærer tilbagebetaling efter § 9. I det omfang oplysningerne er registreret elektronisk, omfatter forvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

Stk. 2 Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 omhandlede eftersyn.

Stk. 3 Det i stk. 1 nævnte materiale skal på told- og skatteforvaltningens anmodning udleveres eller indsendes til denne.

Stk. 4 Erhvervsdrivende skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om deres indkøb og eventuelle videresalg af afgiftspligtigt vand.

Stk. 5 Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for kommunernes kontrol i de i § 7, stk. 5, nævnte tilfælde.