Lov om ægtefællers økonomiske forhold Kapitel 18

Denne konsoliderede version af lov om ægtefællers økonomiske forhold er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 548 af 30. maj 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 07. august 2019,
som ændret ved lov nr. 962 af 26. juni 2020

Kapitel 18 1 Forholdet til fremmed ret
§ 62

Ægtefællers økonomiske forhold bedømmes efter den lov, der følger af reglerne i §§ 63-70, medmindre overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 finder anvendelse.

Stk. 2 §§ 63-70 finder ikke anvendelse på ægtefællers forsørgelsespligt efter § 4 og ved fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag efter kapitel 16

§ 63

Denne lov finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, når de bor her i landet ved indgåelsen af ægteskab, jf. dog § 65.

§ 64

For ægtefæller, der ikke boede her i landet ved indgåelsen af ægteskab, finder den lov, der følger af stk. 2-5, anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog § 65.

Stk. 2 Loven i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved indgåelsen af ægteskabet, eller hvor de begge først boede samtidig efter indgåelsen af ægteskabet, finder anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog stk. 5.

Stk. 3 Er ægtefæller ikke omfattet af stk. 2, finder loven i den stat, hvor begge ægtefæller var statsborgere ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog stk. 5.

Stk. 4 Er ægtefæller ikke omfattet af stk. 2 og 3, finder loven i den stat, som begge ægtefæller havde den tætteste tilknytning til ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 Når begge ægtefæller har boet her i landet de seneste 5 år, finder denne lov anvendelse på deres økonomiske forhold.

§ 65

Ægtefæller kan aftale, at loven i en stat, hvor en af dem bor eller er statsborger ved aftalens indgåelse, skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold.

Stk. 2 En aftale om, hvilken stats lov der skal anvendes på deres økonomiske forhold, som ægtefæller har indgået i udlandet, gælder her i landet, hvis aftalen er i overensstemmelse med stk. 1.

Stk. 3 En ægtepagt eller anden forhåndsaftale om formuedeling er kun gyldig, i det omfang ægtepagten eller aftalen er i overensstemmelse med den lov, der efter stk. 1 og 2 og §§ 63 og 64 finder anvendelse på ægtefællernes økonomiske forhold.

§ 66

En aftale efter § 65 skal indgås skriftligt, dateres og underskrives af begge ægtefæller.

Stk. 2 Har begge ægtefæller bopæl her i landet på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller aftaler ægtefællerne, at dansk ret skal anvendes, skal aftalen indgås ved ægtepagt.

Stk. 3 Under en verserende retssag om deres økonomiske forhold eller til brug for en kommende retssag herom kan ægtefæller indgå en aftale efter § 65, stk. 1, uden at iagttage kravene i stk. 1 og 2.

§ 67

Afgørelse om eksistensen og gyldigheden af en aftale efter §§ 65 og 66 træffes efter dansk ret.

§ 68

Den lov, der følger af §§ 64 og 65, anvendes på ægtefællernes aktiver og passiver, uanset hvor aktiverne og passiverne befinder sig.

Stk. 2 Anvendelse af en stats lov, som udpeges efter §§ 64 og 65, indebærer anvendelse af de gældende regler i den pågældende stat med undtagelse af statens regler om international privatret.

§ 69

Uanset hvilken stats lov der finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, finder følgende regler ikke anvendelse:

  • 1) Regler, der gør forskel på ægtefællerne afhængigt af deres køn.

  • 2) Regler, der lægger vægt på årsagen til ægteskabets opløsning, herunder hvilken ægtefælle der har taget initiativ hertil.

Stk. 2 En regel i en anden stats lov anvendes ikke, hvis anvendelsen af reglen vil være åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.

§ 70

Finder dansk ret ikke anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, og behandles en sag om ægtefællers økonomiske forhold her i landet, finder følgende bestemmelser anvendelse:

  • 1) Kapitel 2 om dispositioner over familiens helårsbolig.

  • 2) § 42 om kompensation til en ægtefælle, der er stillet urimeligt økonomisk.

  • 3) § 48, stk. 3, nr. 1, jf. § 49, om retten til mod betaling at udtage bolig, der udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig.

Internationale overenskomster
§ 71

Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om ægtefællers formueforhold og forsørgelsespligt under ægteskabet. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2 Social- og indenrigsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om ægtefællers formueforhold og forsørgelsespligt under ægteskabet.