Lodsloven Kapitel 9

Denne konsoliderede version af lodsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lodslov

Lov nr. 567 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 346 af 29. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 725 af 25. juni 2014

Kapitel 9 1 Lodserier
§ 18

Lodserierne skal være hjemmehørende i et EU/EØS-land.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at lodsning kan udføres af lodserier, der er hjemmehørende i et land uden for EU/EØS.

§ 19

Danpilot er i det danske søterritorium og den danske eksklusive økonomiske zone samt uden for disse i andre kyststaters eksklusive økonomiske zoner i Den Engelske Kanal, Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Østersøen inden for varslerne i stk. 2-4 forpligtet til at stille lods til rådighed for skibe, som ønsker det, eller som er omfattet af lodspligt.

Stk. 2 Danpilot skal varsles, senest 18 timer før gennemsejlingslodsning eller højsølodsning ønskes foretaget.

Stk. 3 Danpilot skal varsles, senest 24 timer før lodsning ønskes til en dansk havn, og senest 4 timer før lodsning ønskes fra en dansk havn.

Stk. 4 For de mindre danske havne skal Danpilot og den pågældende havn aftale en normal lodsningsperiode for havnen på 18 sammenhængende timer.

Stk. 5 Danpilot kan indgå samarbejdsaftaler med private om opfyldelse af pligten, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 6 DanPilot kan indgå aftaler med skibsejere om udførelse af lodsning, herunder om varsling og vilkår for bestilling af lods, der fraviger stk. 1-4 og regler fastsat i medfør af § 19 a, til gunst for skibsejerne.

§ 19a

Erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling for lodsning foretaget af Danpilot, herunder regler om maksimale takster.

§ 20

DanPilot videresender mod betaling bestillinger om lods, som er adresseret til private lodserier.

Stk. 2 DanPilot vil mod betaling kunne transportere private lodser til og fra skibe.

Stk. 3 Det er frivilligt for DanPilot, om det vil levere den i stk. 2 nævnte ydelse. Det er frivilligt for private lodserier, om de vil benytte de i stk. 1 og 2 nævnte ydelser.

§ 21

(Ophævet)

§ 22

Lodser i DanPilot må ikke samtidig arbejde som lods i et privat lodseri.