Lodsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af lodsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lodslov

Lov nr. 567 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 346 af 29. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 725 af 25. juni 2014

Kapitel 3 1 Anvendelse af lods
§ 4

I indre og ydre territorialfarvand er der lodspligt for skibe, der

  • 1) er lastede med olie eller har urensede lasttanke, som ikke er sikrede med inaktiv luft,

  • 2) er lastede med kemikalier,

  • 3) er lastede med gasarter,

  • 4) har mere end 5.000 t bunkersolie om bord eller

  • 5) er lastede med højradioaktivt materiale.

Stk. 2 Søfartsstyrelsen fastsætter i overensstemmelse med internationale definitioner, hvad der forstås ved de i stk. 1 nævnte laster.

Stk. 3 Søfartsstyrelsen fastsætter nærmere regler om fritagelse af visse skibe for lodspligt.

Stk. 4 Søfartsstyrelsen fastsætter nærmere regler om fritagelse for lodspligt i visse farvande.

§ 5

Når hensyn til den offentlige sikkerhed, militære grunde, sejladssikkerheden, overholdelse af orden, forebyggelse af fare, hensyn til miljøet eller andre væsentlige offentlige interesser tilsiger det, kan Søfartsstyrelsen bestemme, at der er lodspligt.

Stk. 2 I særlige tilfælde kan forsvarsministeren efter aftale med erhvervsministeren lade lodspligten omfatte også de i § 2 nævnte danske skibe.

§ 6

Skibe, der i medfør af international ret har adgang til at sejle gennem farvandet uden at benytte lods, er ikke omfattet af en eventuel pligt i medfør af §§ 4 og 5.

§ 7

Af- og påsætning af lodser i dansk farvand må kun ske, hvor det ikke er til skade for sejladssikkerheden eller lodsens sikkerhed.

Stk. 2 Søfartsstyrelsen fastsætter nærmere regler om af- og påsætning af lodser, jf. stk. 1.

§ 8

I forbindelse med lodsning har lodsen pligt til uden beregning at medtage og sidemandsoplære en lodsaspirant eller at medtage en anden lods til vedligeholdelse af dennes kendskab til farvandet, uanset om lodsaspiranten eller den anden lods måtte komme fra et konkurrerende lodseri.

Stk. 2 Lodsen har endvidere pligt til at deltage i prøveaflæggelse for lodsaspiranter eller andre lodser, som lodsen har haft med på lodsning.

Stk. 3 Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler vedrørende stk. 1 og 2, herunder om vilkår for medtagelse af anden lods eller lodsaspirant, varsel samt dækning af udgifter og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med afholdelse af egnethedsprøver.

§ 9

Søfartsstyrelsen fastsætter regler om informationsudveksling mellem skibets fører og lodsen om relevante forhold samt bespisning og indkvartering af lodsen.

§ 10

Erhvervsministeren kan pålægge havne, skibsmæglere og andre med tilknytning til skibsfartserhvervet at medvirke til øget anvendelse af lods. Ministeren kan herunder bestemme, at de pågældende skal orientere skibe om regler og anbefalinger og skal fremsende indberetninger om skibenes anvendelse af lods.