Ligningsloven § 9E

Denne konsoliderede version af ligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om påligningen af indkomstskat til staten

Lov nr. 517 af 19. december 1942,
jf. lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 609 af 31. maj 2023, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 710 af 13. juni 2023, lov nr. 712 af 13. juni 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 722 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1563 af 12. december 2023, lov nr. 107 af 31. januar 2024, lov nr. 109 af 31. januar 2024 og lov nr. 122 af 06. februar 2024

§ 9E

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan eksportmedarbejdere uanset § 9 A, stk. 7, 4. pkt., foretage fradrag for merudgifter i forbindelse med rejser og ophold i udlandet uden dokumentation for udgifterne. Det er en betingelse, at den pågældende i indkomståret enten har haft uafbrudt ophold i udlandet i 2 måneder, eller at opholdene i udlandet i løbet af indkomståret i alt har omfattet mindst 100 døgn.

Stk. 2 Som eksportmedarbejdere anses efter denne bestemmelse lønmodtagere, der for en dansk arbejdsgiver udfører arbejde i udlandet med sigte på at opnå salg til udlandet af arbejdsgiverens varer og tjenesteydelser eller at opfylde sådanne aftaler. Bestemmelsen omfatter ikke medarbejdere, der forestår transport af varer m.v. eller er medlem af et selskabs direktion eller bestyrelse bortset fra medarbejdervalgte repræsentanter.

Stk. 3 Fradraget opgøres på grundlag af lønindkomsten for udlandsarbejdet efter de af Skatterådet fastsatte anvisninger for fradrag for merudgifter ved lønarbejde i udlandet. Bekendtgørelse om fastsættelse af satser for fradrag til eksportmedarbejdere

Stk. 4 Den skattepligtige skal inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens § 10, jf. § 13, indsende en erklæring fra arbejdsgiveren om karakteren af udlandsarbejdet, opholdenes varighed og om lønindkomsten under udlandsopholdene.