Ligningsloven § 5A

Denne konsoliderede version af ligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om påligningen af indkomstskat til staten

Lov nr. 517 af 19. december 1942,
jf. lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 609 af 31. maj 2023, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 710 af 13. juni 2023, lov nr. 712 af 13. juni 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 722 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1563 af 12. december 2023, lov nr. 107 af 31. januar 2024, lov nr. 109 af 31. januar 2024 og lov nr. 122 af 06. februar 2024

§ 5A

Personer, der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst nedskrive de i et indkomstår forfaldne, ikke betalte renteindtægter til 0, selv om renteindtægten ikke kan anses for uerholdelig. Det er dog en betingelse, at det pågældende rentetilgodehavende ikke er betalt inden for oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13, for det pågældende indkomstår, og at den manglende betaling er udtryk for skyldnerens misligholdelse. Nedskrivning efter 1. pkt. kan ikke ske, hvis den skattepligtige fordeler renteudgifter m.v. og renteindtægter efter § 5, stk. 5. Når et tilgodehavende, der er nedskrevet efter 1. pkt., bliver betalt, medregnes betalingen ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori den finder sted. Hvis skattepligten efter kildeskattelovens § 1 ophører af anden grund end ved død, medregnes tilgodehavendet dog efter sin værdi ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst senest for det indkomstår, hvori skattepligten ophører.