Ligebehandlingsnævnsloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af ligebehandlingsnævnsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ligebehandlingsnævnet

Lov nr. 387 af 27. maj 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1230 af 02. oktober 2016,
som ændret ved lov nr. 688 af 08. juni 2018, lov nr. 2591 af 28. december 2021 og lov nr. 879 af 21. juni 2022

Kapitel 2 1 Klagebehandling
§ 5

Ankestyrelsen stiller sekretariat til rådighed for nævnet.

Stk. 2 Sekretariatet forbereder nævnets behandling af klager. Klagerne behandles på skriftligt grundlag.

Stk. 3 Sekretariatet kan anmode sagens parter om at medvirke til sagens oplysning. Hvis en part ikke efterkommer anmodningen inden den fastsatte frist, fastsættes en ny frist. Hvis opfordringen til at svare ikke efterkommes, kan nævnet beslutte, at sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag.

§ 6

Ved behandling af en klage i nævnet deltager 1 medlem af formandskabet og 2 øvrige nævnsmedlemmer. Nævnets afgørelse træffes ved stemmeflerhed.

Stk. 2 Formanden kan beslutte, at der skal deltage yderligere 2 nævnsmedlemmer ved behandlingen af principielle sager.

Stk. 3 Skønnes en sag at kunne afgøres i overensstemmelse med fast rets- eller nævnspraksis, kan afgørelsen træffes af et medlem af formandskabet alene.

§ 7

Nævnet kan indhente erklæringer fra sagkyndige i forbindelse med behandlingen af en klage.

Stk. 2 Ved behandling af sager om brud på bestemmelser i kollektive overenskomster, jf. § 1, stk. 7, skal nævnet indhente en udtalelse fra den pågældende overenskomsts parter, inden der træffes afgørelse.

§ 8

Nævnet kan afvise at behandle en klage, som ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.

Stk. 2 Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.

Stk. 3 Nævnet kan afvise at behandle klagen, hvis klageren ikke har retlig interesse i sagen.

Stk. 4 Nævnet kan delegere sin kompetence efter stk. 1-3 til sekretariatet. Nærmere regler herom fastsættes i nævnets forretningsorden.

§ 9

Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2 Nævnets afgørelser protokolleres og offentliggøres i anonymiseret form. Begrundelsen for afgørelsen skal fremgå af protokollatet. Er en beslutning ikke enstemmig, indføres oplysning om stemmeafgivningen og begrundelse for stemmeafgivningen.

§ 10

Nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.

§ 11

Klageren kan tilbagekalde sin klage, indtil der er truffet afgørelse i sagen. Hvis den indklagede under sagsbehandlingen opfylder klagerens krav, eller hvis der indgås forlig mellem parterne om en endelig afgørelse af sagen, bortfalder sagen.

§ 12

Når nævnet har truffet afgørelse i en sag, orienterer sekretariatet parterne om afgørelsen og om muligheden for at indbringe sagen for domstolene.

Stk. 2 Hvis nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for nævnet, ikke efterleves, skal nævnet på vegne af klageren eller Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution indbringe sagen for domstolene, hvis klageren eller instituttet anmoder herom.

§ 13

Nævnet afgiver en gang årligt en beretning om sin virksomhed.