LEP-bekendtgørelsen § 4

Denne konsoliderede version af lEP-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser

Bekendtgørelse nr. 2672 af 28. december 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 464 af 19. april 2022, bekendtgørelse nr. 827 af 16. juni 2023 og bekendtgørelse nr. 896 af 16. juni 2023

§ 4

Uddannelserne er selvstændigt afrundede forløb, der omfatter både teori og praktik. Praktikken skal i samspil med uddannelsens teoretiske dele styrke den studerendes læring og bidrage til opfyldelse af uddannelsens mål for læringsudbytte.

Stk. 2 I praktikken arbejder den studerende med fagligt relevante problemstillinger og opnår kendskab til relevante erhvervsfunktioner. Uddannelsesinstitutionen skal sikre, at der er en klar sammenhæng mellem den teoretiske undervisning og praktikken med udgangspunkt i den studerendes mål for praktikken.

Stk. 3 Den studerende er under praktikken knyttet til en eller flere private eller offentlige virksomheder. Praktikken er ulønnet, medmindre andet fremgår af uddannelsesbekendtgørelsen.

Stk. 4 Den studerende må under ulønnet praktik i en offentlig eller privat virksomhed ikke indgå som arbejdskraft, herunder være underlagt virksomhedens instruktionsbeføjelse.

Stk. 5 Den studerende kan under ulønnet praktik modtage en erkendtlighed i form af en mindre økonomisk påskønnelse fra en virksomhed mv. Beløbet må svare til højst 3.375 kr. om måneden (2023-niveau) og må ikke ydes som en på forhånd fastsat indkomst i lighed med en lønindkomst.

Stk. 6 Beløbsgrænsen for en erkendtlighed, jf. stk. 5, reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 7 Institutionen sikrer, at der til stadighed tilvejebringes det nødvendige antal praktikaftaler med private og/eller offentlige virksomheder. For uddannelserne til sygeplejerske, jordemoder, radiograf, fysioterapeut, ergoterapeut, lærer i folkeskolen og pædagog gælder praktikpladsreglerne i § 26, stk. 1, i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.